Enkel film: Vil du give din jakke til et frysende barn?

Peter Engholm
25@mail.dk

Norske SOS-børnebyerne satte en dreng uden overtøj ved et busstoppested i Oslos vinterkulde. Ville folk hjælpe ham? Og kan der drages en parallel til Syriens børn?

Situationen i Syrien er desperat – med en tredjedel af befolkningen drevet på flugt, herunder flere end tre mio. børn. Læg dertil en streng vinter.

Det kan være svært at forholde sig til, så norske SOS Barnebyer satte sig for at perspektivere tingene – og teste nordmændenes medmenneskelighed.

En 11-årig dreng, Johannes Lønnestad Flaaten, fik rollen som barnet, der var blevet væk – en frysende barn, og rollen har næppe været svær at spille, for Johannes blev placeret på et koldt busstoppested i Oslo uden overtøj … og filmet over to dage af skjult kamera.

Johannes siger til Osloby.no, at han troede, at 3-4 stykker ville tilbyde ham deres frakke, men det var blot 3-4 stykker, der under optagelserne ikke gav drengen deres jakke.

Videoen, som Släger Kommunikasjon (SOS Barnebyers bureau gennem de seneste ni år), PureContent og Flash Studio står bag, får positiv modtagelse ikke kun på de sociale medier, men også hos den humanitære kollega, Red Barnet:

”SOS-børnebyerne formår med denne video på overbevisende måde at rette fokus på børnene i Syrien lige nu. Filmen viser, at folk er optaget af at hjælpe et barn, der fryser. Vi mærker, at nordmændene generelt er optaget af at vise deres solidaritet over for børn og ønsker at støtte organisationer som Red Barnet og SOS-børnebyerne, når behovet er der,” siger informationsleder Philip Crabtree.