Zupa Recommended har varslet 45 afskedigelser efter, at man i starten af året mistede Bilka til Envision.
Overtagelsen sker ved årsskiftet, og nu sætter Envision så – i hvert fald et foreløbigt tal på nyansættelser: 35 nye medarbejdere. De 20 er sket i Danmark og de 15 i Vietnam.
”Vi har gennem flere år investeret massivt i kompetencer og udvikling af digitale systemer og automatiseringer – og med Bilka om bord kan man sige, at det nu for alvor giver mening. Og vi har hyret en række superdygtige folk ind – både til det kreative arbejde, styring og udvikling,” siger adm. dir. Mona Juul, Envision.
Envision havde i forvejen Føtex, og der tales da også om et ønske om enklere, ensartede og mere effektive processer som grundlag for at samle Føtex og Bilka hos Envision. Men ambitionerne gælder ikke kun produktion og processer.
”Vi ser frem til at profilere Bilka på en ny måde fra årsskiftet. Det er en spændende proces, som vi er i gang med sammen med Envision. Opgaven er at nytænke Bilkas kommunikation hele vejen rundt: TV, online, aviser, annoncer og butik,” siger Thorbjørn Sejer Jensen, marketingdirektør hos Bilka.