Envision henter ny direktør hos bureauets store kunde

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Den nye leder bliver digital direktør og der er tale om en nyoprettet stilling.

Det er set, at annoncører ansætter personer fra deres bureauer. Men trafikken kan også gå den anden vej.

Envision foretager en digital oprustning med ansættelsen af en digital direktør. Der er tale om en nyoprettet stilling, og den nye direktør er fundet hos Dansk Supermarked, som har placeret markedsføring og tilbudsaviser på både Bilka og Føtex hos Envision.

Det drejer sig om Hanny Vangsgaard, som med titel af digital chef har haft ansvar for den digitale forretningsudvikling på tværs af alle kæder. Herunder markedsføring, e-business udvikling, mobile apps, sociale medier mv.

Desuden har Hannu Vangsgaard været en af hovedarkitekterne bag Dansk Supermarkeds overordnede strategi for crosschannel og e-commerce. Han startede i koncernen som e-handelschef for Bilka.dk i 2010, hvor han opbyggede organisationen fra tre studentermedhjælpere til 80 mand, og en omsætning på et trecifret millionbeløb.

Envision har hele tiden haft digitale kompetencer, og desuden ejer bureauet en del af det digitale bureau, Nörd, som holder til i samme bygning. Oprustningen med Hannu Vangsgaard handler som at styrke ledelsen af de digitale kompetencer og forankre det i bureauets ledelse. Hannu Vangsgaard bliver således en del af bureauets ledelse.

”Hannu skal hjælpe os med at udvikle vores voksende digitale forretning. Vi er både forandrings- og investeringsvillige, og vil gerne øge tempoet på vores ideer og planer,” siger adm. dir. Mona Juul og fortsætter:

“Med Hannu om bord får vi viden og erfaring til at prioritere og organisere projekterne, mens vi udvider organisationen. I samarbejde med vores digitalbureau Nörd har vi allerede udviklet flere nye digitale produkter, og vi har planer om flere.”

Hannu Vangsgaard siger selv:

“Jeg kommer med 20 års online erfaring, hvor især de sidste 5 i DS har været ekstremt lærerige. Nu glæder jeg mig til at bringe min viden i spil i et lidt bredere perspektiv, men også til at lære af nogle knalddygtige marketingfolk.”