Envision henter ny direktør hos en af sine kunder

Peter Engholm
25@mail.dk

Waoo’s markedsdirektør tiltræder snarest muligt en nyoprettet stilling som kommerciel direktør i Envision. Han får både konkret kundeansvar og en tværgående rolle på bureauet.

Det er to parter, der kender hinanden godt, når Ole Herstal efter godt tre år som markedsdirektør hos Waoo! har takket ja til tilbuddet fra Envision om at blive kommerciel direktør.

Envision er nemlig bureau for Waoo! og var det allerede, da Ole Herstal tiltrådte.

Det er samtidig en markedsdirektør med solid bureau-erfaring, der kommer til Envision: Ole Herstal var i fem år partner hos Kunde & Co, efterfulgt af fire år hos Co+ som partner og de sidste to også som adm. direktør. Dertil kommer erfaring fra kundeside i form af General Electric (USA), IBM (Nordisk), Telia og Mobilix.

Ole Herstal får en dobbelt-rolle hos Envision:

”Kunderne efterspørger tunge sparringspartnere, og jeg skal binde kommunikationsløsningerne endnu tættere sammen med kundens strategi og forretning. På den måde får jeg en tværgående rolle. Men jeg skal også have kundeansvar, bl.a. Waoo! Jeg refererer til adm. direktør Mona Juul, og skal ikke overtage reference til Mona fra nogen,” siger Ole Herstal.

Han tilføjer:

”Der er indarbejdet en god struktur på bureauet – den skal jeg ikke ændre, men derimod sikre det næste løft, så vi kan sparre endnu bedre med kunderne, herunder også Bilka.”

Tyngden i Ole Herstals funktion understreges af en fælles målsætning om partnerskab i virksomheden. Her er i forvejen syv personer med varierende ejerandele, og ikke alle sidder i ledelsen, således som det bliver tilfældet med Ole Herstal.

Den kommercielle direktør kommer til at indgå linje med de øvrige i ledelsen. Der er således ikke tale om en egentlig nr. 2 i bureauet, men det hører med, at Ole Herstals sparringspartner-rolle ikke er begrænset til kunderne. Mona Juul siger om sin nye kollega:

”Det er vigtigt for mig at få Ole Herstal ombord. Jeg har en rigtig god ledergruppe, men Ole Herstal kan tilføje flere og nye ledelseskompetencer. Bureauet er vokset, og derfor udvider vi ledelsen – jeg sidder for bordenden for mange steder. Ole skal også fungere som min sparringspartner. Jeg glæder mig meget til vores samarbejde i Envision for eksisterende og nye kunder. Og det bliver helt sikkert ikke kedeligt.”

Stillingen som markedsdirektør i Waoo! vil nu blive slået op. Waoo!, der omtaler sig selv som “energiselskabernes markedsførings- og produkthus”, skal i øvrigt også have ny adm. direktør. Anders Christjansen, der har på posten siden selskabets grundlæggelse, stopper om kort tid for at realisere en drøm om en karriere i Californien.