Envision-leder fyret efter fem måneder

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Krise på Envision: Bureauet skilte sig i går af med 11 medarbejdere – dagen efter, at kreativ direktør og medejer, Kim Karmark forlod bureauet. En af de fyrede blev ansat som kontaktdirektør i juni.

Det blev en kort fornøjelse for Tom Skovbon at være ansat hos Envision.

D. 1. juni tiltrådte han som ny kontaktdirektør, medlem af ledergruppen og en, der ville få en central rolle “både i forhold til intern coaching og udvikling af bureauets kunderelationer”.

I går blev han fyret – i øvrigt sammen med 10 andre medarbejdere med den begrundelse, at der siden sommer har været en generel afmatning.

I onsdags forlod partner og kreativ direktør, Kim Karmark bureauet, som nu oplyser at have 110 medarbejdere. I juni opgav bureauet at have 130 medarbejdere.

Det er desuden i denne uge kommet frem, at Envision har tabt et filmbudget hos Føtex. Det har dog ikke en størrelse, der kan forklare nedgangen. Men det har gjort ondt på selvforståelsen.

Det hjælper sikkert heller ikke på selvforståelsen, at det andet store Århus-bureau, Recommended ser ud til at klare sig væsentligt bedre.

Her forventes et af de bedste regnskaber nogensinde for seneste regnskabsår, og desuden lyder meldingerne, at det fortsat går godt.

Samtidig med Tom Skovbon annoncerede Envision i juni ansættelsen af to kontaktchefer, der skulle styrke organisationen inden for detailhandel og fødevarer. formuleringen var dengang, at “der er fuld fart på ansættelserne hos Envison”.

Men siden er det tilsyneladende gået stærkt den modsatte vej, og man fik måske en antydning af, at der var noget mere dybtliggende i gære, da Jesper Mathiesen i slutningen af september blev annonceret som Envision-stifter Flemming Hald Nielsen’s arvtager som kreativ direktør.

Det skete i et interview i Børsen, hvor Kim Karmark ikke blev nævnt med et ord, selvom han både var kreativ direktør og en af fem medejere.

Det er ikke lykkedes at få kontakt Mona Juul for at få en forklaring på, hvorfor Tom Skovbon er blevet fyret efter blot fem måneder.

Til Markedsføring siger hun i dag om fyringerne generelt.

“Det skyldes en generel afmatning. Vi har ellers haft det rigtig godt i år, men siden sommer har det ikke været topspitze. Det skyldes, at et par af vores kunder fra internationalt hold har besluttet ikke at lave mere resten af året. Andre har neddroslet. Og så må vi erkende, at vi ikke har vundet så mange nye kunder, som vi gjorde sidste år”.

Det er heller ikke lykkedes at få kontakt til Tom Skovbon.