Envision napper to kunder fra Recommended

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Detailkæde med et synligt reklameunivers med kendte skuespillere skifter efter en bureaukonkurrence. Herudover har et detailhandelsbrand skiftet mellem de to store århusianske bureauer.

Det bliver i Århus. Men det bliver det næststørste århusianske bureau i stedet for det største, der fremover skal varetage markedsføringen af hvidevarekæden Punkt1.

Det er resultatet af en bureaukonkurrence, som ifølge Bureaubiz’ oplysninger har stået mellem fire bureauer.

Marketingchef Michael Gade vil godt bekræfte skiftet, men har ikke yderligere kommentarer end, at man glæder sig til samarbejdet.

Punkt1 indgår i Expert gruppen, og Michael Gade er således også marketingchef for Expert-kæden. Her har man også for nylig evalueret bureausamarbejdet – men i dette tilfælde førte det til et genvalg af Umwelt.

Det er således uoplyst, hvad der har været baggrunden for skiftet. Punkt1 har i en længere periode kørt med et velfungerende univers med skuespillere som Dick Kaysø og Nicolai Lie Kaas i front, men det må antages, at der kommer til at ske et skifte.

Punkt1 håndterer selv tilbudsavis-produktion, så det er det kreative budget, Envision skal håndtere.

Hos Envision glæder adm. dir. Mona Juul sig over Punkt1 – samt over flere andre nye kunder.

Bureauet har f.eks. vundet X-bus og Jensen Food, der er detailhandelsbrandet hos Jensens Bøfhus. Dette budget lå tidligere hos Recommended, mens X-Bus faktisk tidligere har ligget hos Envision – men det har ligget stille i en periode, og har altså skullet genvindes.

Mona Juul er i det hele taget optimistisk i øjeblikket.

“Vi har godt nok investeret i en periode i både bogudgivelser, seminarer og andet. Vi har i det hele taget gjort meget for at gøre os lækre, og jeg bilder mig da ind, at det har virket,” siger Mona Juul og fortsætter:

“Under alle omstændigheder oplever jeg, at der er gang i markedet i øjeblikket. Det betyder ikke, at vi ikke fortsat oplever et øget pres fra kunderne. Der er skarp konkurrence, som øger prispresset – men jeg ser altså optimistisk på tingene lige nu.”

Hun fortæller, at bureauet netop har oprustet med 5-6 medarbejdere.

Udviklingen kommer oven på en periode, hvor også Envision har oplevet finanskrisen og derfor har måttet skære ned i staben.