Envision skaber ny corporate identity til Dansk Supermarked

Peter Engholm
peter@bureaubiz.dk

Koncernen har fået tilføjet ”Group”, forskellige farver er fjernet, og en ny kommet til.

Dansk Supermarked Group har netop lanceret et helt nyt corporate website (dansksupermarked.com). Det er den foreløbige kulmination på en proces, hvor koncernens corporate identity er blevet redefineret.

Det er envision, der har skabt den nye identitet og websitets visuelle udtryk. Den tekniske implementering har Dansk Supermarked Groups egen digitale afdeling stået for med hjælp fra envisions digitale bureau nörd.

Hvad er så nyt? Meget – men inden for begrænsede rammer. Typografien er ændret fra Helvetica til Proxima Nova, undtagen i navnet ”Dansk Supermarked”, som i øvrigt har fået tilføjet ”Group”, og designet afspejler en mere kompetitiv og moderne virksomhed.

Samtidig er flere farver fjernet, og en ny er kommet til. Hos envision forklarer kreativ direktør Jesper Herholt og art director Nicolai Henriksen designet således:

”Den mørkeblå farve, som er så velkendt for Dansk Supermarked Group, er bevaret i den nye identitet. Men samtidig er der tilføjet en orange, der komplementerer det klassiske og fortæller historien om det nye Dansk Supermarked Group. Vi har i det hele taget arbejdet på at skabe balance mellem det tidløse og klassiske, og den åbenhed og modernitet, der kendetegner koncernen i dag.”

Dansk Supermarked Group er koncernen, der står bag Netto, Bilka, føtex, Salling og wupti.com, og udviklingen af det nye design er et led i en plan om at vise Dansk Supermarked Groups position som international retailer.

Koncernen er pæredansk, men konkurrencen og horisonten er international. Der er i dag næsten 47.000 medarbejdere i koncernen, som driver både e-commerce og over 1.400 europæiske butikker – og Dansk Supermarked Group sigter mod at blive en international spiller.