Kan man ændre dansk reklame på 54 timer? Måske ikke – men man gøre et forsøg – og det er hvad 50 af reklamebranchens kreative, forretningsudviklere og hardcore nørder vil gøre i week-enden, hvor der i Aarhus vil blive gennemført et reklamehackaton.
Envision er hovedsponsor på arrangementet, som køres sammen Future Hacks og Happy 42, som faciliterer hackathons over hele verden. Mere end 75 indtil videre.
”Kravet til os og alle andre reklamebureauer er, at vi skal tænke digitalt ind i alt, hvad vi laver. Det gør vi hver dag, men her får vi – løsrevet fra en travl hverdag, hvor der skal leveres oplæg og produceres i et rasende tempo – muligheden for at tænke i helt nye måder,” siger envisions digitale direktør, Hannu Vangsgaard og fortsætter:
”Jeg ser primært hackathonet som en fantastik øvelse i at arbejde på en ny, og mere agil måde – og hvor vi smadrer siloerne mellem kreativitet, forbrugerindsigt og teknologi.”
Hannu Vangsgaard deltog selv i et hackaton tidligere på året.
”Og det var en perspektivforskydning af de store. Forhåbentlig vil deltagerne få en tilsvarende oplevelse – og nogle konkrete ideer, der kan udvikles ny forretning fra,” siger Hannu Vangsgaard.
Kia Motors også med
Som noget utraditionelt i hackatonet vil et brand deltage, idet Kia Motors selv henvendte sig med en forespørgsel om de kunne deltage med en case.
Det var oprindeligt ikke en del af konceptet, men arrangørerne synes alligevel, det var en en tanke, der var værd at forfølge.
”Vi aner ikke, hvad vi får ud af at deltage, men det er faktisk også en del af pointen. En gang i mellem er det sundt at lægge fra land uden at vide præcist, hvor rejsen går hen. Vi lever i en tid, hvor marketing undergår en kæmpe forvandling, og som brand tror jeg, at det er sundt at blive udfordret på vores måde at tænke og gøre tingene på. Hvem ved – måske er der endda en ide, vi vælger at eksekvere,” siger marketingdirektør, Rasmus Aagaard.
Det er klassisk reklametænkning, der skal hackes. Det handler om at arbejde med måder, som brands og forbrugere kan mødes på, som ikke var mulige for tre år siden. Det er det eneste kreative benspænd – der er frit slag for løsninger med hensyn til medier og brands.
Fredag eftermiddag mødes deltagerne og pitcher deres ideer til hinanden. Herefter udvælges op til ti ideer, der skal arbejdes videre med i teams. Hvert team består af en blanding af kreative, forretningsstrateger og it-udviklere.
Processen vil blive styret af en jury, der består af:
- Ulrik Feldskov Juul, Creative Director, LEGO Group
- Morten Larsen, stifter og formand, Hungry Group
- Kåre Berenthz-Nicolaisen, digitalchef, Arla Danmark
- Mona Juul, administrerende direktør, envision
- Toke Lund, digitalchef, Dansk Supermarked Group
Herudover vil der være en række mentorer til rådighed:
- Anne Glad, strategisk direktør, envision
- Mads Ellegaard, relationschef, home
- Kim Svendsen, direktør, Stibo Accelerator
- Thomas Illum, Creative Director, UncleGrey
- Christian Carlsson, Social Business Lead Consultant, Grundfos
- Karsten Kirkegaard, Senior Creative Technologist, UncleGrey
- Oliver Repenning, Digital Business Development Manager, Arla
- Mikkel Keller Stubkjær, Solution Architect and Co-Founder, NöRD
- Hannu Vangsgaard, digital direktør, envision
Der er stadig enkelte pladser tilbage. Det koster 595 kr. at deltage. Se mere på: futureofadvertising.dk.