Envision vil yde digital nødhjælp til en halv million danskere

Peter Engholm
25@mail.dk

Bureauet tager hul på et større projekt, hvor man åbner dørene for alle borgere, der føler sig hægtet af den digitale udvikling og ønsker hjælp til at lære at bruge internettet.

Målgruppen er stor, så der kan muligvis godt blive trangt hos Envision og Nörd, når de første “Digitale Nødhjælpskurser” afholdes på bureau-adressen i Aarhus tre lørdage i maj.

Mona Juul, adm. direktør hos Envision, har nemlig en mission: At hjælpe de 500.000 danskere, på tværs af alder og demografi, der aldrig har lært at bruge internettet, og som oplever at være kørt ud på et sidespor.

“Hos envision mener vi, at vi som virksomhed bør gøre en indsats, når vi ser en samfundsmæssig problemstilling, hvor vi kan være med til at skabe en reel forskel. Internettet og digitalisering er en stor del af vores faglige hverdag på bureauet, og derfor er det oplagt for os at yde en CSR indsats, der tager udgangspunkt i vores kompetencer på dette område”, siger Mona Juul.

Envisions initiativ vil tilbyde brugerne-in-spe konkret hjælp til at anvende internettet i dagligdagen til praktiske udfordringer som f.eks. bestilling og brug af digital signatur, Skats tast-selv service, netbank.

Hertil kommer adgangs-hjælp til de mange online underholdningstilbud, handel på internettet, brug af søgetjenester, kommunikation via Facebook, adgang til nyheder, litteratur, musik etc.

Bureauets projekt vil også sætte fokus på problemet med de mange mennesker, der grundet eksempelvis sygdom, arbejdsløshed og social isolation. ikke har lært at bruge internettet som et værktøj i dagligdagen. Mennesker, som i høj grad kan have glæde og gavn af de muligheder, som findes i det digitale univers.

“Når man i sin dagligdag anvender internettet, de sociale medier og de mange nye digitale tjenester, er det åbenlyst, at alle mennesker skal have samme mulighed for at søge viden, kommunikere, uddanne sig og skabe relationer. Vi kan ikke som samfund og som professionelle kommunikatører acceptere, at vi i 2012 har et A- og et B-hold, når det gælder digitalisering,” siger Mona Juul.

Hvis Envision får bekræftet sin antagelse af behovets omfang, er bureauet ifølge Mona Juul parat til at gå væsentlig længere med flere tilbud om undervisning og brugerhjælp.

“Vi er på vej mod total digitalisering – og det er fint, godt og spændende, men efterlader også mange mennesker i store problemer. Dem vil vi gerne tilbyde gratis hjælp. Dels for at løse deres evt. akutte udfordringer, dels for at vise dem, at det måske er lettere, end de tror. Og forhåbentlig kan de få mod på at melde sig til et kursus efter en uformel snak med os,” siger Mona Juul.