Er du ryger? Så se med her

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Amerikanerne kaster nu næsten 300 mio. kr. efter en ny kampagne, hvor tips fra ex-rygere skal stoppe stagnationen i rygestop.

Fornylig blev danske cigaret-pakker forsynet med grimme og ulækre billeder af mulige konsekvenser af rygning. I en national nyhedsudsendelse blev rygere spurgt, om det påvirkede dem, hvilket de afviste.

Om det er andet og mere end et forudsigeligt svar, skal være usagt. Men at antiryge-kampagner virker – det tvivler man ikke på i USA. Det store branchemedie, AdAge, har undersøgt det nærmere og konstateret, at kampagnerne virker.

Spørgsmålet er så, hvad der virker bedst.

Antallet af rygere er stagneret lige under 20 pct. og den stagnation skal stoppes, hvilket en ny national kampagne skal hjælpe med til.

Reklamebureauet Arnold i Boston har udviklet en kampagne, der handler om tips fra ex-rygere. Der er ingen grimme billeder af tjærefyldte lunger – men det gør dem ikke mindre skræmmende. Tag f.eks. den 51-årige Terries morgenrutine, der omfatter at få lufthullet på plads på halsen, gebis og paryk på – alt fortalt af en metallisk stemme (se filmen her).

Bag kampagnen står Centers for Disease Control, og her var direktøren, Tom Frieden skeptisk. Derfor gik man ud i en længere testperiode.

“Hvor vi viste annoncerne mest, stoppede flest folk med at ryge. Der var en klar indikation på effekten,” siger Tom Frieden.

Små 300 mio. kr. er et betydeligt beløb – men det forsvares med, at omkostningen til en tre måneder lang kampagne svarer til to dages marketingforbrug i tobaks-industrien.

Se andre film her og her