Sidney Lee for Kohberg, Linse og Gustav for Fresh Fitness og Amalie for Synoptik.
Alt sammen i foråret.
At bruge kendte i reklamer er ganske almindeligt. Man låner lidt af de værdier, der knytter sig til dem. Men når kendisserne er kendt for kun en ting – nemlig at de gerne vil være kendte, er de så god markedsføring. For hvad er det for værdier, man låner af dem?
Vi stillede spørgsmålet i foråret, og adm. dir. Anthony Aconis, Fireball, var ikke i tvivl.
Reklamebureauer skal følge med i tiden, og benytte de værktøjer, der viser sig, og her spiller reality-stjerner en rolle, der kan gøre dem anvendelige i markedsføring.
Også Synoptiks marketingdirektør var tilfreds med at have anvendt Amalie i en reklamefilm.
Nu viser det sig, at Kohberg floppede med Sidney Lee. Han gjorde ikke noget godt for brandet og er blevet droppet.
Stiller det spørgsmål ved anvendelsen af reality-stjerner?
Fresh Fitness direktøren, Rasmus Ingerslev, er dog ikke i tvivl. Gustav og Linse Kessler filmene, der er lavet af Kunde & Co har fungeret godt for kæden, og han mener, at det ikke nødvendigvis er Sidney Lee, der har vist sig uegnet, men derimod anvendelsen af ham, der er gået galt.
“Jeg vil vove den påstand, at man omkring Kohberg mere skal fokusere på eksekveringen og det kreative twist end på selve det at anvende ham. I hvert fald har vi været glade for filmene med Gustav og Linse. De har fungeret hos os, og de har vist sig at have et langt liv. F.eks. er trafikken på Youtube steget støt, og er nu oppe på 130.000-150.000,” siger Rasmus Ingerslev.
“Selvfølgelig er der forskel på Fresh Fitness og på Kohberg og selvfølgelig deler reality-stjerner vandene. Det kan vi se på vores tilbagemeldinger. Reality-stjerner er kendt for at stille op til hvad som helst, og det er nøjagtig den måde vi bruger dem på. Jeg tror, at de negative kommentarer, vi har fået, kommer fra folk, der ikke helt har fattet, at vi tager gas på reality-stjernerne. alle andre trækker på smilebåndet.”
Både Linse Kessler og Gustav forholder sig skeptisk til Fresh Fitness og ender med at få et Idiot-stempel i panden.
Kohbergs Sidney Lee flop har heller ikke fået Anthony Aconis til at skifte holdning.
“Selvfølgelig er der en risiko forbundet med at anvende reality-stjerner. Men det hænger først og fremmest sammen med om anvendelsen er ordentligt strategisk funderet. Er strategien letkøbt, så bliver det opfattet som mere spøg og skæmt, og det tror jeg ikke vil virke for et brand som Kohberg,” siger Anthony Arconis og fortsætter:
“Set udefra kan Sidney Lee kampagnen undre, for brød har aldrig været så interessant som kategori før. Danskerne går op i brød mere end længe og bruger flere penge på det. Det burde åbne nogle helt andre muligheder for en producent som Kohberg til at sige noget om deres produkter, og her er Sidney Lee nok ikke den bedste talsmand.”