WarmGray er navnet på et nyt aalborgensisk reklamebureau, der med en ”enkel forretningsmodel vil skabe gennemtænkt kommunikation, der kombinerer forretningsforståelse og kreativitet”.
Bag bureauet står Claus Jensen og Jesper Højland, der kender hinanden fra et andet Aalborg-bureau 9000 Lux, senere Shrpa, hvor Jesper Højland i godt otte år var kreativ chef, og hvor Claus Jensen i knap tre år var adm. direktør.
Jesper Højlands cv er bureau-centreret, med bl.a. Grey Aarhus og Stærk, mens Claus Jensens cv i høj grad har kredset om det adminstrative og kommercielle på kundesiden, bl.a. som kommerciel direktør i fodboldklubben AaB og i DTF Travel.
Nu puljer de to deres næsten 50 års erfaring i WarmGray, der går ny-klassisk til værks: Netværksbaseret.
”Vi stifter et bureau, der i kraft af en slank organisationsstruktur og muligheden for at inddrage præcis de kompetencer, der tjener kunden – og ikke bureauet – bedst muligt, vil skille sig ud på kreativitet og forretningsforståelse. Vi ønsker at drive et bureau, der i en tid med hård konkurrence skaber kommerciel succes for kunderne – for færre penge og med de højeste kreative ambitioner, for det vil altid være strategisk rådgivning kombineret med den gode idé, der virker,” siger Claus Jensen, kontaktdirektør i WarmGray, i en pressemeddelelse.
Han suppleres af kreativ direktør og art director Jesper Højland:
”Der bliver generelt brugt alt, alt for lidt tid på de indledende strategiske armbøjninger. Og alt for mange penge på ligegyldige indrykninger, der alligevel ikke flytter kunden rent strategisk. Ganske enkelt fordi strategiprocessen ikke udmønter sig i noget synligt, som man kan vise frem. Men den er altafgørende for, at man får skabt nogle meningsfyldte og kreative kampagner, der gør, at kunderne bliver husket og set de rigtige steder uden at det koster mere.”