Af Hanne Feldthus

En tidligere konservativ formand er blevet træt af erhvervsfolks indsnævrede holdninger og ubehøvlede optræden.

“Ved du hvad Hanne, jeg gider simpelthen ikke holde foredrag for erhvervslivet. De er en flok visionsløse åndspygmæer.”

Ordene er Hans Engels, og de faldt i TV2 News’ gæstelounche, inden han og jeg skulle ind og diskutere om Charterlene – altså vores ferieglade udenrigsminister – kunne tillade sig at slænge sig ved poolen, mens H. Clinton og andre prominente politikere fik fordelt de arktiske områder imellem sig.

Som den tilsyneladende eneste i kongeriget var jeg villig til at forsvare hendes disposition i det mindste på det principielle plan. Hvordan skulle jeg kunne andet, når jeg med så stor ildhu har gjort mig til talsmand for det tåbelige i at arbejde sig ihjel?

Set i bakspejlet skulle jeg nok have blandet mig uden om. Hendes optræden efter hjemkomsten har ikke givet yderligere anledning til at tale hendes sag. Men nok om det.

Det mest interessante ved den oplevelse var i virkeligheden Hans Engels oplevelser med erhvervslivet kontra det offentlige og organisatoriske Danmark.

“De sidder og sms’er, imens jeg holder foredrag; de farer ud og ind ad døren for at tale i telefon; og det eneste, de spørger om, er, hvad det betyder for deres bundlinje,” spruttede den ophidsede eksminister, eks-chefredaktør og nuværende forfatter, foredragsholder og debattør.

Og han fortsatte: “De har intet samfundssind. De fatter ikke, hvor meget samfundet gør for dem. De forstår simpelthen ikke hvilke fantastisk rammer, de har at arbejde under. De vil bare rage til sig. Jeg kan ikke holde dem ud.”

Jeg nåede ikke at svare ham, for så skulle vi i studiet, hvor jeg i sagen om Lene kaldte ham en sur gammel mand, hvilket heldigvis ikke forhindrede ham i at give mig en krammer, da det hele var overstået.

På vej hjem i taxaen kunne jeg ikke lade være med at filosofere over hans ord. For jeg følte ikke trang til at forsvare erhvervslivet. Og med tanke på at Hans Engel har været formand for Det Konservative Folkeparti, er det bemærkelsesværdigt, at lige netop han har gjort sig den slags observationer.

Der er ikke tale om en indebrændt socialist. Der er tale om en mand, der efter alt at dømme bliver oprigtigt opbragt over, at erhvervsfolk har udviklet sig til en flok enøjede regnedrenge uden samfundssind. Uden tanke for den velgørende leveregel om, “at man skal give tilbage”.

Det er karakteristisk, at hvis erhvervslivet skal vise samfundssind, så er det nødt til at blive lagt ind i et managementprogram og blive kaldt noget. I dette tilfælde CSR.

Hvis en enkelt læser eller to ikke skulle kunne oversætte de tre bogstaver til noget meningsfuldt, kommer her en oversættelse: Corporate Social Responsibility.

Så kan vi lære det!

Samfundssind er åbenbart en så fremmedartet størrelse, at det ikke kan komme af sig selv. Det er nødt til at blive konceptualiseret, bogstavificeret, skrevet ind i årsberetningen og uddelegeret til en særlig udvalgt gruppe, der opererer helt løsrevet fra, hvad virksomheden i øvrigt foretager sig.

Nuvel, det er sikkert ikke helt retfærdigt, men det er heller ikke forkert, for de fleste business unit managers er nærmest autistisk optagede af deres bundlinje. Det er det eneste, de bliver målt på og derfor det eneste, de kan tage sig af.

Det kommer der sjældent noget godt ud af. Og det mener jeg. Og jeg gider ikke blive kaldt en luksushippie i den anledning.

Verden er større, mere kompliceret og mere nuanceret end et ensidigt og kortsigtet fokus på bundlinjen. Hvis en virksomhed ikke evner at indgå i et frugtbart samarbejde med sin omverden med skyldig hensyntagen til alle parter, kommer det til at gå den ilde.

Og det bør vi i bureauverdenen evne at forklare vores kunder. Og det bør indgå i vores måde at tilrettelægge vores kampagner. Vi skal give noget tilbage, og det behøver ikke handle om at give 10 øre pr. solgt flaske kildevand eller liter benzin. Det må godt være mere begavet og involverende end som så.

Hanne Feldthus er fast klummeskribent på Bureaubiz. Hun har udgivet bøgerne: “En arbejdsnarkomans bekendelser” og “Den stensikre vej til fiasko” og arbejder herudover som selvstændig kommunikationsrådgiver efter 12 år som strategisk direktør på reklamebureauet Wibroe, Duckert & Partners.

Kommentarer

  1. Tak. Den var både relevant, interessant og tankevækkende at gå på weekend på.

  2. God og tankevækkende artikel. Starter dog en langt mere makro-orienteret samfundsdebat, hvor den politiske velvilje og forståelse overfor erhvervslivets udfordringer bliver emnet.
    Ved ikke om bureaubiz er det rette medie for dette:) Men forklar mig lige, hvordan rekrutteringsprocessen på Christiansborg egentlig hænger sammen?
    I det “rigtige” erhvervsliv kræver det visse kompetencer at være fx økonomidirektør, marketingdirektør eller projektleder. Det kræver åbenbart de samme eller ingen kompetencer at være erhvervs- og økonomiminister og udenrigsminister. I JUST DONT GET IT  Sorry bureaubiz, hvis debatten drejer en kende, men Hanne – du startede…

Få nyhedsbrev

Tilmeld dig Bureaubiz’ ugentlige brief om bureauer, reklamefolk og marketing - og kom bedre rundt om branchen hver dag.

Tilmeld nyhedsbrev
En del af Creative Club