Et af Danmarks største bureauer genopbygger internt

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

S360 er nomineret til Bureaubiz’ nye pris: Årets Bureau. Samtidig gennemgår bureauet alle arbejdsprocesser ud fra en AI first-tankegang og har foreløbig nedprioriteret opkøb.

S360 er blandt de 15 nominerede til Årets Bureau, en ny pris stiftet af Bureaubiz. Prisen hylder bureauer, der har skabt dokumenteret vækst, haft en robust økonomi og udviklet deres forretning og faglighed.

Hos s360 falder nomineringen sammen med en periode, hvor bureauet gennemgår alle sine arbejdsprocesser og fokuserer på at redefinere og genopbygge organisationen internt.

“Ud fra en AI first-tankegang gennemgår vi alle vores arbejdsprocesser. AI giver nogle enorme muligheder, og dem udnytter vi bedst, hvis vi læner os 100 pct. ind i det. Der er ingen bedre ROI på tid end den, der er brugt på AI,” siger adm. direktør Jakob Vedel, der stiftede s360 sammen med Mathias Hillerup, som er chief commercial officer.

I en årrække har s360 markeret sig med bureaukøb både herhjemme og internationalt, men den disciplin er nedprioriteret i dét, Jacob Vedel betegner som ”en vigtig transformativ periode”.

”Opkøb har mindre fokus, mens vi er i gang med transformere bureauet. AI lægger op til fundamentale ændringer hos bureauerne, og når vi kanaliserer vores fokus på at redefinere og genopbygge internt, så tænker vi ikke i opkøb,” siger Jakob Vedel.

Ikke desto mindre kan processen bane vejen for opkøb, for som den adm. direktør pointerer:

”Der er dem, der formår at transformere sig selv med disse super-tools, og dem, der ikke gør. Det kan senere hen give gode muligheder, også internationalt.”

Vil være meget for de få

Et aktuelt fravalg kan således blive til et tilvalg, og disse valg har været en del af s360 fra begyndelsen. Dengang beskæftigede bureauet sig udelukkende med SEO, og har løbende udvidet deres offering i takt med behovet fra kunderne.

I dag ser s360 sig som marketing- og AI-konsulenter. Det lyder bredt, men også det indebærer fravalg.

”Vi vil være meget for de få frem for lidt for alle. Vi har valgt nogle vertikaler, hvor vi vil være de bedste i stedet for at prøve at være noget for alle. For at være den bedste partner for kunder kræver det dyb domæneforståelse og kendskab til deres industri, og det er meget svært at have denne dybe viden på tværs af alle vertikaler. Derfor har vi valgt at strukturere os på denne måde. Vores brancheforståelse og ekspertise skal være cutting edge, når kunderne skal blive 10-20 pct. bedre, end før de mødte os,” siger Jakob Vedel.

Hvordan hvæsser man så kniven til at være cutting edge?

”Ved at blive 1 pct. bedre hver dag. Det har været vores tilgang fra begyndelsen, det rekrutterer vi efter, og det er dét, medarbejderne vælger os for: Hvordan kan jeg blive bedre til mit arbejde? Hvordan udvikler vi os? Det er sådan, vi bevarer en sult i organisationen, Sammenholdt med vores snævre vertikalfokus giver det tid og rum til at tilegne os denne dybe specialistviden og erfaring,” siger Jakob Vedel og tilføjer:

”At blive 1 pct. bedre hver dag indebærer også, at vi ikke bare skåler i champagne, når vi vinder, eller sukker dybt, når vi taber. Vi spørger os selv, hvorfor det skete, og bruger kræfterne på denne evaluering i stedet.”

Kreativitet skal påvirke resultatet

Jeres kompetencer er bl.a. AI, data, performance … og kreativitet. Hvor kommer sidstnævnte ind i billedet?

”Næsten overalt. Vi har over 30 ansatte, der arbejder med den kreative del.. Det er den største faktor, du kan påvirke, når Google, Meta og de andre platforme en stor del af vejen styres af algoritmerne. Derfor ønsker vi også at tage ansvar for den del af processen,” siger Jakob Vedel.

Han erkender, at bureauet ikke udelukkende kan udvikle sig internt til de ønskede ekspertiser.

”Når vi kender den rigtige vej, så kan vi også vente på de rigtige mennesker. Meget fører tilbage til vores ejerskab; vi er hverken børsnoterede eller ejet af en kapitalfond og kan derfor tænke og investere meget langsigtet. Vi kan træffe beslutninger, der koster på den korte bane, hvis vi skønner det nødvendigt. Vi kan vælge at ændre kursen på skibet, selv om alle metrics ser gode ud, uden at nogen eller noget har tvunget os til det – men fordi vi vurderer, at det er det rette at gøre,” siger Jakob Vedel.

S360 fylder 15 år den 1. oktober og har snart lige så mange medarbejdere som cifferet i bureauets navn. Jubilæet bliver markeret, og ifølge Jakob Vedel er den nuværende transformation et resultat af bureauets ejerstruktur og kultur.

”Her spiller strukturen også ind, for s360 er founder led. Stifterne er med hele vejen. Samtidig har vores vestjyske kultur tjent os godt: Vi siger, hvad vi vil gøre, og vi gør, hvad vi har sagt. Når du har bevist det længe nok, giver det en goodwill i organisationen og en tålmodighed, der er guld værd i sådan en transformativ tid, som vi alle befinder os i. Medarbejderne stoler på, at vi sammen finder den rette vej – som vi så ofte før har gjort gennem de sidste 15 år.”

S360 ligger nr. 5 blandt de største bureauer på tværs af bureautyper med en bruttoavance på 293.875 mio. kr. På listen over de største digitale bureauer er s360 nr. 3. Bureauet ligger samtidig nr. 4 blandt bureauer med en bruttoavance på over 40 mio. kr., der har haft størst fremgang i bruttoavancen på tværs af bureautyper. Hvem der ellers ligger på toplisterne, kan man se i BureauNøgletal 2026.

Årets Bureau 2026

15 bureauer er nomineret i tre kategorier.

I kategorien 1-9 ansatte er Kühl & Han, Studio 28K, Blond Event, Crone & Co og Zeit Agency nomineret.

I kategoerien 10-24 ansatte er de nominerede: &Partner, Brand by Hand, Poetype, The Garden og Spudo.

Og i kategorien over 24 ansatte er de nominerede: Adwise Media, SparkForce, S360, Forte Advice og Conmedia.

Prisen bygger på Bureaubiz’ nøgletalsanalyse, som siden 2008 år har fulgt udviklingen i den danske bureaubranche. I analysen bliver bureauerne målt på en række økonomiske nøgletal, og hvert år viser tallene, hvilke bureauer der klarer sig godt, og hvilke der klarer sig mindre godt.

Med den nye pris vil Bureaubiz anerkende bureauer, der kombinerer dokumenteret vækst med en sund økonomi og udvikling af bureauets forretning og faglighed.