Et af Sveriges hotteste bureauer skaffede Umwelt en ny kunde

Peter Engholm
25@mail.dk

Da Forsman & Bodenfors blev valgt som nordisk lead for Eniro og Krak, pegede man på Umwelt som dansk bureau. Det har givet bureauet en aktuel kampagne for et rent dansk produkt.

Op til sommeren sagde Eniro, der bl.a. ejer Krak og senest også De Gule Sider, farvel til DDB som sit nordiske bureau. Bekendtskabet varede i mindre end to år, men i Danmark nåede DDB et sætte et markant kampagneaftryk for Krak med ”Jagten”, med Casper Christensen i hovedrollen.

Eniro afholdt bureaukonkurrence, Forsman & Bodenfors – et af Sveriges absolut hotteste bureauer – vandt den, og det åbnede døren for et dansk bureau; Umwelt.

”Forsman & Bodenfors har intet dansk kontor, og de valgte Umwelt som deres partner i Danmark,” siger Malene Jordt Andersen, marketingchef for Eniro Danmark.

Hos Umwelt siger adm. dir., Steen Søndergaard, at samarbejdet mellem bureauet og Forsman & Bodefors umiddelbart gælder Eniro/Krak.

“Men vi har da en dialog for at finde ud af, om der er andre muligheder for samarbejde,” siger Steen Søndergaard.

Den svenske makker har desuden givet Umwelt en dansk kunde, i form af søgetjenesten De Gule Sider.

”De Gule Sider er et dansk brand, og derfor var det oplagt, at det var Umwelt – og ikke Forsman & Bodenfors – der løste opgaven. Samtidig er det en opgave, hvor det er vigtigt med et indgående kendskab til begge brands, altså De Gule Sider og Krak,” siger Malene Jordt Andersen.

Opgaven består i en relancering af De Gule Sider, og kampagnen holder, i opdateret form, fast i det gamle og velkendte ”Findes det, findes det her” – både som slogan og sang. Se filmene i kampagnen, der får premiere onsdag, nederst i artiklen.

Og der er bestemt nok at tage fat på, for De Gule Siders position er de seneste år blevet stærkt eroderet. Alene det seneste år er trafikken på dgs.dk gået ca. 40 pct. tilbage. Og sidevisningerne indbringer blot en 38. plads på FDIMs liste over danske sites, og besøg rækker til en 23. plads.

Selv peger Eniro på, at den mobile trafik er tredoblet i perioden – hvilket svarer til ”en ikke uvæsentlig del af faldet på den ’almindelige’ webtrafik” – og at De Gule Sider har over 660.000 brugere, hvilket rækker til en 11. plads på listen.

”De Gule Sider har lidt under skiftende ejere – og under, at brandet ikke har været markedsført på nogen måde i flere år. Og dét på et marked, hvor top of mind i dén grad er vigtigt. Vi har mange loyale brugere, nu skal vi ud at have fat i de tidligere loyale brugere,” siger Malene Jordt Andersen.

I har – med fraværet af markedsføring – i al fald fået defineret jeres kernebrugere knivskarpt. Men kunne faldet ikke skyldes produktet, snarere end manglende markedsføring?

”Produktet er supergodt, ellers ville vi heller ikke gå ud at markedsføre det. Der skal blot skubbes liv i produktet. Men Eniro investerer ikke kun i markedsføringen af De Gule Sider, men også i en løbende optimering af produktet,” siger Malene Jordt Andersen.

Sideløbende med kampagnen for De Gule Sider er Eniro også ude med en kampagne for Kraks apps til smartphones og iPad – en kampagne, der bl.a. har kørt på dansk tv et par uger. Denne kampagne er skabt af Forsman & Bordenfors.

Parallelkampagnerne forklares med, at begge tjenester har en stor fast gruppe loyale brugere som foretrækker enten Krak eller De Gule Sider. Således bruger 36 pct. af De Gule Siders brugere udelukkende De Gule Sider. Næsten 60 pct. af De Gule Siders brugere også Krak.

Og mere Krak – og et kig af retning af Jagten, som sidste efterår markerede Kraks hidtil største satsning. Eniros kommunikationschef, Kristoffer Apollo, siger:

“Vi fortsætter ikke med den som enkeltstående koncept. Formålet med den kampagne var at sætte fokus på den nye mulighed for produktsøgning på Krak, og det lykkedes. Vi har siden integreret samme budskab i kampagner med mere traditionel form – senest den aktuelle. Det betyder ikke, at vi ikke kan finde på at gå ud med noget mere alternativt a la Jagten igen, men præcis dette koncept fortsætter vi altså ikke med.”