Bureaubiz skrev tilbage i april, at Arla var på jagt efter nyt globalt bureau til at håndtere selve Arla-brandet. Samarbejdet med engelske AMV BBDO var nemlig stoppet efter tre år.
Nu kan Arla så – i dagens udgave af Børsen – præsentere afløseren: Wieden+Kennedy, der gennem tre årtier har etableret sig som et af klodens mest kreativt profilerede bureauer.
Parterne kender hinanden i forvejen, idet Wieden+Kennedy har stået bag Lurpak-reklamerne – i lidt vekslende omfang, men de seneste to år har bureauet haft smør-brandet på verdensplan … og løbende vundet Cannes-løver for sin indsats.
Arla-brandet har som sagt været en BBDO-affære i nogle år, og selv om samarbejdet med AMV BBDO ophørte, så har BBDO i København fortsat med at udføre Arla-opgaver, bl.a. Cultura, Lærkevang og Harmonie.
Wieden+Kennedy har ikke nogen dansk repræsentant, og det står i skrivende stund uklart, hvad valget af nyt globalt bureau betyder for danske bureauer.
Det første resultat af Arla-brandets samarbejde med Wieden+Kennedy kan ses efter nytår, idet Arla lancerer en ny global kampagne i januar 2014.