Et dødsfald: Simon Schock, 29 år

FiG

En af stifterne af iværksættermiljøet, Founders House, Simon Schock, er pludselig død på en vandretur i Frankrig.

Start-up miljøet i Danmark har mistet en markant skikkelse. Simon Schock er død i en alder af kun 29 år.

Han var først blandt stifterne af det digitale bureau Contencube, men han var meget mere til iværksætteri end til bureaudrift, og med det udgangspunkt var han med til at stifte investerings-selskabet Sortedams Ventures og iværksættermiljøet Founders House, der lige nu er rammen for 20 start-ups. Også app-bureauet Shape har relationer til Founders House.

Familien har udsendt følgende meddelelse:

Simon Schock, vores elskede søn og bror, er død den 23. juni 2014. Den 30. september ville han være blevet 30 år.

Simon var på klatretur i Frankrig med sin ven Michael Clausen og døde trods genoplivningsforsøg af et hjertestop.

Simon vil altid være i vores hjerter og med os – han har været og vil være en inspirator for mange.

Bisættelsen finder sted i Grundtvigs Kirke i København onsdag den 2. juli kl. 13.30.

Sabine, Sebastian, Steen og Susanne

Startup-sitet Trends Online skriver om Simon Schock:

“Med positivitet og drive har han været en af de bærende kræfter i Founders House, venture selskabet Sortedam Ventures og det danske startupmiljø generelt.”

Kristoffer Jeppesen, der var med til at stifte Contentcube, skriver på Facebook:

“Du var en fyr med en kæmpe integritet. Du valgte selv din sti her i livet. Du turde at fravælge de ting du ikke troede på, og leve dine drømme fuldt ud – både fagligt, privat og sportsligt. Det kan man kun have kæmpe stor respekt for.

Du tog store bidder af livet og søgte altid den optimale balance i mellem at yde og at nyde. Derfor var du både en disciplineret arbejdshest og en spontan livsnyder.”

Michael Clausen, Simons partner i Sortedam Ventures, oplyser, at Sortedam Ventures og alle porteføljeselskaber kører videre som planlagt.