For få uger siden stoppede Anders Stampe som direktør for Midt Marketing. Han kom fra en stilling som salgsdirektør i tekstilvirksomheden J.Zartow og havde forinden været salgs- og marketingchef for JBS. Han tog springet fra kunde til bureau, hvor han først blev kontaktchef, siden adm. direktør.
Springet blev tilsyneladende for stort, for oven på en uenighed om strategien sagde bestyrelsen farvel til ham efter godt et år – og erstattede ham med en bureaumand, den tidligere kreative chef på bureauet, Henrik Hyldgaard.
Nu følger så Mie Krog – det blev kun til et år hos Recommended, hvor hun var kontaktdirektør. Mie Krog kom til bureauet fra en stilling som marketingdirektør i Jysk Nordic og havde forinden været bl.a. marketingchef i Bilka, der er bureauets store kunde.
Med hendes tiltræden ændredes organisationen i bureauet, således at ca. 20 kontakt- og projektchefer samledes i én afdeling under hendes ledelse. Samtidig fik hun ansvar for new bizz.
“Det er vores opfattelse, at Mie Krog med sin profil og sine kontakter kan være med til at sikre vores fortsatte vækst samt løfte vores kendskab, som vi ikke synes er højt nok,” sagde Jørgen Blauert, adm. direktør i Recommended, ved Mie Krogs tiltræden i august 2009.
Jørgen Blauert har i dag ingen yderligere kommentarer til afskeden med Mie Krog – andet end at hun stopper efter gensidig aftale, og at hun stadig er en ven af huset.