Euro RSCG hugger nye kunder

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Hele tre af slagsen er nye på listen. To hugget fra danske bureauer og en fra søsterbureauet i Norge.

Midt i en krisetid kan Euro RSCG skrive tre nye kunder på listen. Det drejer sig om TV3/3+, LongoVital og Citroën Norge, og gevinsterne fremkalder forsigtig optimisme.

“De nye kunder er interessante og kommer til at fylde noget på bureauet, så de hjælper på udsigterne for 2009. Men det siges med hjertet oppe i halsen, for tiderne er usikre”, siger adm. dir. Steen Holm, Euro RSCG.

TV3/3+ er landet efter en produktionsorienteret start på samarbejdet i januar 2009. Hidtil har indsatsen været koncentreret til printkampagner i form af de daglige listings og spotannonceringer. Nu står bureauet også for kreativ udvikling af kampagner for flere af kanalens egenproduktioner samt lancering af den nye kanal, TV3 Puls.

TV3/3+ har tidligere arbejdet med Hartmann, Schmidt & Ravn.

LongoVital er vundet efter en bureaukonkurrence og har tidligere ligget hos enVision. LongoVital sælges af Cederroth-koncernen og er en multivitamin-tabletd. Det bliver Euro RSCG’s opgave at styrke kommunikationsplatformen og implementere en ny strategi i tæt samarbejde med Cederroth. I første omgang gælder det markedet i Danmark – og på længere sigt hele Skandinavien.

Desuden bliver Euro RSCG’s største kunde, Citroën, nu endnu større. I begyndelsen af 2008 etablerede Citroën fælles skandinavisk hovedsæde i København, og Euro RSCG har på denne baggrund udvidet kundelisten med Citroën Norge. Udvalgte kampagner omfatter ikke blot Danmark og Norge – men bliver fælles for hele Skandinavien.

Udover disse tre kunder er samarbejdet med GN Netcom om Jabre headsettet også vokset.