Eurobest giver gyldne palmer til Danmark

Peter Engholm
25@mail.dk

Europas bedste produktionsselskab er dansk. Det konkrete bevis herfor er The Eurobest Golden Palm Special Award, som netop er blevet uddelt.

”Hjelm har alle dage været en god idé” – filmen, der hylder sikkerheden for cyklister såvel som for vikinger – har sikret danske New Land de gyldne palmer ved Eurobest, der samler de bedste kreative arbejder fra Europa.

The Eurobest Golden Palm Special Award tildeles det produktionsselskab, der opnår flest point på vinder- og shortlisterne i en række kategorier, bl.a. Film, Film Craft og Digital Craft.

Hjelm-filmen høstede 8 awards, heraf 2 af guld, og det udløste awarden til New Land. Bureauet bag filmen, &Co., fik titlen ”Country Agency Of The Year”.

Med de gyldne Eurobest-palmer cementerer New Land sin europæiske styrke, for sidste år vandt produktionsselskabets svenske afdeling selvsamme pris.

”Vi er glade – naturligvis. Særligt med tanke på, at New Land blev skabt ud fra inspirationen af skandinaver, der gennem tiderne er rejst ud i verden for at betræde nyt land. Vi tænkte dengang ikke så meget på vikinger, men nok snarere skandinaviske emigranter over Atlanten,” siger Thor Brammmer, executive producer og MD fra New Land.

Han tilføjer:

”Vikingehjelmen understreger også, at &Co. og New Land er et godt match. Vi har arbejdet sammen nogle år, bl.a. med SAS-filmen ”What Is Truly Scandinavian”. Netop indsigten fra denne film – at man rejser ud og tager inspiration med hjem – ligger tæt op af dét, der i sin tid var med til at skabe New Land.”

Arbejder for non-profit organisationer, herunder Rådet for Sikker Trafik, kan ikke vinde Grand Prix i Eurobest. Her måtte hjelmen nøjes med guld. Tankevækkende nok blev der slet ikke uddelt Grand Prix i Film-kategorien.