Europæiske toppriser til TV2 Marketing og &Co.

Emil Nørlund
emil@bureaubiz.dk

OPDATERET: TV 2 Marketing er kåret til Marketing Team of The Year til Promax 2018. &Co. blev hyldet som Agency of The Year. Også DR vandt priser.

I en klumme her på Bureaubiz i starten af februar skrev marketingchef i TV2, Jacob Weinrich, at han drømte om at vinde hæderen Marketing Team of The Year til Promax 2018.

Et sigte han havde sat sig helt tilbage i 2016.

I går aftes til Promax, der er den fineste europæiske award for broadcastere og streamingtjenester, gik Jacob Weinreichs drøm i opfyldelse.  På vegne af af TV 2’s 80 personer store marketingafdeling, kunne marketingchefen holde den eftertragtede Grand Prix-pris i sine arme, som kronen på værket på en yderst indbringende award aften for TV 2.

Jacob Weinreich fortræller begejstret om hæderen:

“Det er to års målrettet indsats, der forløses på fantastisk vis med denne pris. Det er ikke sket før, at et rent dansk team har opnået den anerkendelse.”

Han fortsætter:

“Drømmen har fra start været en Grand Prix, da den favner hele afdelingen og vores fælles udkomme. Vi spiller sammen på et stort hold hver eneste dag. Og ligesom i sportens verden, så har du både dem, der skal skabe idéer, dem der skal lave mål, dem der holder humøret oppe, når det ser svært ud – og dem, der bare slider i forsvaret, uden at der nødvendigvis er samme opmærksomhed på håndværket.”


I går gik den målsætning som TV 2’s marketingchef satte sig på vegne af TV 2 Marketing – tilbage i 2016 – i opfyldelse. Intet under at han var et stort smil, efterfølgende.

&Co. årets bureau
TV 2 gik ind til årets Promax med 19 shortlister i ryggen, og var dermed den mest shortlistede broadcaster sammen NBC Universal. De mange shortlister blev vekslet til 11 priser, hvoraf 5 blev vundet på baggrund af Alt Det Vi Deler-kampagnen, som &Co. har stået for. 3 priser af guld og 2 af sølv.

Prisregnen over den Asger Leth-instruede produktion dannede samtidig basis for, at &Co. løb med den anden af aftenens to fineste priser, Agency of The Year, hvilket også er en Grand Prix-pris.

Dermed kom begge Promax’ fineste priser i år på danske hænder.


Det er ikke hverdagkost, at danske selskaber gør rent bord mht. Grand Prix-priser til en international award. Her et screendump fra Promax prisoversigt på awardens hjemmeside.

DR var også repræsenteret til Promax og havde – uden sammenligning – også en fin prishøst med fire priser på kontoen. 3 guld og en enkelt af sølv.

Endvidere vandt Nord DDB’s HBO Nordic Spokesperson kampagne sølv i General Programme Image Campaign.

TV 2’s samlede priser til Promax 2018:

Grand Prix
Marketing Team of The Year

Guld
Copywriting: Alt det vi deler
Best New Concept: Alt det vi deler
Best On Air Ident (inhouse): Alt det vi deler
Set Design: Tour de France
Social Media Campaign (for a programme): ‘Shit Happens’

Sølv
On Air Consumer tie-in brand/integrated spot: Knæk Cancer med Boozt
Best New Talent: Kristian Vestergaard
Best Integrated Campaign (for a channel): Alt det vi deler
General Brand Campaign: Alt det vi deler
Social Media Campaign (for a channel): Knæk Cancer