Første aften med niche-tv: 100.000 kr. i annonceindtægter

Peter Engholm
25@mail.dk

Da pokerstjernen Gus Hansen lancerede sin web-tv kanal, kom brugerne til i form af tilmeldinger og annoncørerne i form af penge.

Virkeligheden overgår muligvis fantasien, men fysisk tilstedeværelse overgår ikke nettet: 2.500 tilskuere fulgte med i Gus Hansens bokse-event i KB Hallen, men på nettet – hvor pokerspillerens web-tv kanal havde premiere – var interessen endnu større:

“Vi havde 40.000 besøgende, og 8.000 var inde og signe up på gushansentv.com om lørdagen. Men nok så væsentligt: Yderligere 4.000 signede op fra lørdag til mandag. Og det stiger stadig. Det er, hvad passions-tv går ud på. Mens Melodi Grand Prix på tv er et peak af en event, så lever eventen længere på passions-tv. Kernemængden af brugere får en aha-oplevelse, som de spreder videre. En viral strategi, hvor tilvæksten sker indefra og ud,” siger Patrick Borre, medstifter af Tadaah, der leverer applikationen, så Gus-TV kan ses i tv-kvalitet.

Og netop tv-fornemmelsen skulle ikke blot fastholdes teknisk, men også hvad angår annoncerne.

“Eventen lagde op til underholdning, som brugeren sad tilbagelænet til. Derfor havde vi traditionelle tv-spots frem for eksempelvis bannere. Vi har stadig badevinger på, og det vigtigste for os var i første omgang at vise kvaliteten i web-tv og lancere niche-tv. Så frem for at annoncørerne i dyre domme skulle udvikle noget interaktivt, så brugte vi de spots, de havde i forvejen,” siger Patrick Borre, der oplyser, at “tv-reklamerne” på pokerstjernens bokseaften indbragte små 100.000 kr.

“Det interessante er, at annoncørerne også tæller pokerstjernernes sponsorer, der således er fulgt med over på onlinedelen. De ser en mulighed for at co-brande og for at få mere integrerede løsninger, og vi får nogle længere partnerskaber,” siger Patrick Borre.

En del af overskuddet fra gushansentv.com går tilbage til pokermiljøet, hvor stjernefrø kan få støtte.