Facebook med klassisk, analogt problem

Peter Engholm
25@mail.dk

Der er kun ét, der er sikkert ved et re-design: At man får klager. Og dem har Facebook fået mange af.

Læren helt tilbage fra dengang, da der kun fandets aviser og blade:

Når man skifter kurs, kan man være sikker på én ting: At miste nogle i svinget. Man kan ikke være sikker på at samle nye op – man kan håbe og måske endda forvente, at det sker, men det er også det eneste.

Ironien ved denne ene sikre effekt er, at man med relanceringen netop søger at fremtidssikre produktet og tilpasse sig brugerne – hvad enten det er at fjerne krydsorden eller tilføje en af slagsen.

Forskellen mellem den gamle og den nye verdes medier er primært reaktionstiden – både fra klagerne og udgiveren.

Facebook har to gange inden for de seneste to måneder ændret sit site – og to gange har man måttet ændre ændringerne på grund af brugerklager. Senest har over en million brugere klaget over fornyelserne.

Nyeste tiltag skulle gøre brugerne i stand til at dele mere information hurtigere, men real-time strømmen havde for travlt, mens søjlen med højdepunkter var for langsom.

Brand Republic citerer Chris Cox, produktdirektør hos Facebook, fra hans blog:

“Redesigns er generelt svære at håndtere, dels fordi forandringer altid er svære, dels fordi vi måske misser forbedringer, som den enkelte bruger gerne havde set. Med de aktuelle ændringer på sitet prøver vi at servere det rette mix af, hvad der sker lige nu, og hvad der er interessant på længere sigt.”

Medbestemmelsen over, hvad der bliver bragt på ens Facebook-side, vil fremover blivet øget.