Facebook skal børsnoteres, og den forventede værdi er ude af trit med den indtjening, som Facebook kan præstere. Derfor er der selvsagt et stort behov for at forsøge at kapitalisere den kæmpestore skare af Facebook-medlemmer.
AdAge kunne forleden fortælle om et af de seneste tiltag, hvor Facebook på Museum of Natural History i New York gav annoncørerne et klart budskab. Det bliver ikke gratis at nå ud til mange fans.
Budskabet bygger på, at Facebook har en EdgeRank algoritme, der sorterer og sørger for, at brugerne får det indhold, der er mest relevant for dem. Godt for brugerne, ærgerligt for de brands, der har opbygget en stor fanskare på Facebook – for i dag ser kun 16 pct. af disse fans indhold fra brands, resten bliver sorteret væk.
Men meget passende har Facebook nu et nyt værktøj, Reach Generator, der gør markedsførere i stand til at købe al den udbredelse, de ønsker – eller deromkring. Udbredelsen af brand-indholdet kan nå op til 75 pct., hvis man køber værktøjet. Fikst, ikke sandt?
Lidt ærgerligt for brands, der har spenderet millioner af dollars i at opbygge en fanskare på Facebook i forventningen om, at så var den hjemme.
Budskabet fra Facebook var, at der skal fyres op under investeringerne. Der tales om en fordobling i forhold til det nuværende niveau.
Men annoncørerne skal ikke kun til lommerne, men til organisationsdiagrammet og tænke nyt. Facebook hjalp lidt til ved at udlevere en håndbog, der bl.a. lægger op til en reorganisering hos annoncørerne, så man får et overblik over de sociale aktiviter i hele organisationen (og rapporterer direkte til marketingchefen). Derudover foreslår den nye betegnelser: Facebook-annoncer er ikke længere annoncer, men historier – fra ads til stories.
På samme måde som annoncører også indstillede sig på at udnytte search bedre, så skal de også omstruktuere for bedre at udnytte Facebook – også selv om det koster det dobbelte af, hvad der bruges i dag på at skabe indhold – og fans. Gevinsten skulle så gerne være, at man kan firedoble den del af fanskaren, man når ud til …
Tilbage står så spørgsmålet, hvilken effekt, det giver at nå ud til mange flere fans – i særdeleshed hvis et stort antal annoncører gør det samme.