Facebook lancerer anderledes aggressivt annonce-format

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Facebook er på vej med den måske hidtil mest radikale nyskabelse på annoncefronten, som uden tvivl vil blive stærkt omdiskuteret.

Rasmus Fisker Jørgensen har som creative media manager hos Mindshare længe fulgt Facebook, og han er ikke i tvivl. Der bliver tale om den nok mest radikale forandring, som det sociale medie vil teste i den kommende tid

Og en forandring, som givet vil skabe betydelig debat.

Godt nok er der endnu ikke kommet en officiel udmelding – men der er tilpas mange informationer ude til, at han har skrevet en klumme om det på Mindshares hjemmeside. Flere Mindshare-kunder forventes da også at blive involveret.

Forandringen handler om, at Facebook vil teste et nyt annonceformat, hvor der kommer en 15 sek. lang reklamefilm på, når en bruger logger ind på sin side – og den kan ikke klikkes væk.

“Facebook har altid værnet om deres newsfeed og satset på annoncer med en mere sekundær placering. For noget tid siden begyndte de at lægge annoncer ind i newsfeedet – et skridt, som var nødvendigt på grund af den stærkt øgede Facebook-brug på mobiltelefonen,” siger Rasmus Fisker Jørgensen og fortsætter:

“Men at lægge en reklamefilm ind i et pop-up som et overlay, som man ikke kan klikke væk, er for mig en meget radikal nyskabelse. Godt nok vil der formentlige komme bindinger i form af, at man markedsfører opdateringer på sin egen Facebook-side, så det handler om noget, der er Facebook-relevant, men det ændrer ikke på, at der er tale om en mere aggressiv annoncering end hidtil set fra Facebooks side, og det skal nok komme til at skabe debat.”

Rasmus Fisker Jørgensen siger videre, at det bliver spændende at følge reaktionen – om det bliver et så markant irritationsmoment, at det får en markant negativ effekt på brugerne.

“Facebook har så godt styr på deres data, at de nok skal holde øje med det og reagere, hvis det bliver for voldsomt. Men der er et stort pres på dem for at skabe større indtægter, og dette kan blive et meget interessant forretningsområde for dem,” siger Rasmus Fisker Jørgensen.

Han peger videre på, at udfordringen for Facebook – i modsætning til f.eks. nyhedssites – er, at brugerne oplever Facebook som deres. Det er deres billeder, deres posts og deres venner – ikke Facebooks.

“Men realiteten er selvfølgelig, at de lige som et nyhedssite får stillet det gratis til rådighed, og på en eller anden måde skal det jo finansieres,” siger Rasmus Fisker Jørgensen og fortsætter:

“Der kom også stor debat, dengang de lagde annoncer ind i newsfeeden, men det har lagt sig og er blevet accepteret. Personligt tror jeg, at det samme vil ske på den lange bane her. På den korte vil der komme debat, men Facebook er så integreret i mange menneskers internetforbrug, og der er reelt ikke nogen alternativer, så jeg tror, at det vil ende med at blive accepteret.”

Læs hele bloggen her