Fagforening skifter mediabureau: Gennemsigtighed tiltaler os

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Orchestra har landet endnu en kunde – denne gang en kunde, som for et år siden indledte et samarbejde med en af Orchestras ejere.

&Co er medejer af mediabureauet Orchestra og samtidig kunne bureauet for et år siden skrive HK på kundelisten. Det udmøntede sig i maj i et makeover af fagforeningen.

Nu kan Orchestra så også skrive HK på kundelisten – men ejerskabet har ingen rolle spillet i valget.

“Vi har løbende dialog og relationer med bureauer, og på den baggrund har vi valgt Orchestra – uden at der har været tale om en konkurrence,” siger kommunikations- og marketingchef i HK, Michal Svane og fortsætter:

“Orchestras forretningskoncept om fuld gennemsigtighed og at alle rabatter går tilbage til kunderne harmonerer godt med os som organisation. Desuden satser Orchestra på danske kunder, og så har de nogle gode senior-kompetencer.”

Men oplevede hun mindre gennemsigtighed hos det tidligere mediabureau?

“Vi havde et fint samarbejde med MEC og jeg oplevede ingen problemer omkring gennemsigtighed. Men for en fagforening som HK er det selvfølgelig et interessant koncept at blive del af en slags indkøbs-fællesskab,” siger Michala Svane.

Samarbejdet er så småt startet op med henblik på at definere en ny mediastrategi for fremtiden og et tilhørende analysesetup, som skal dokumentere effekten af investeringerne.

”Vi skal tænke nyt for at tydeliggøre og sikre, at vi er relevante og værdifulde for medlemmerne. Det er en spændende proces, og vi er glade for nu at have Orchestra med på holdet til at hjælpe os,” siger Michala Svane.

HK Danmark har 275.000 medlemmer og har stor fokus på at tiltrække nye medlemmer og sikre, at de er tilfredse og loyale samt gøre HK til en bedre og stærkere fagforening.