Det er en kvinde med digital erfaring og med responsmarketing og DM som rød tråd i karrieren, der er trådt ind på posten som Falcks nye marketingchef.
Falck er i denne forbindelse Falck Assistance, der står for koncernens klassiske produkter til private husstande – vejhjælp, sikring, sygetransport – et område, der har fået øget markedsføringsbudgettet i år.
Og den nye marketingchef hedder Malene Paulli Buchvald, der de seneste fem år har været marketingdirektør hos Staples Denmark, der leverer kontorartikler i bredest tænkelige forstand.
Forinden var hun salg- og marketingchef i Green Credit, og nordisk marketingchef hos Bonnier.
Hun afløser på posten i Falck Christian Linnelyst, der fratrådte i sommer, fordi Assistance-forretningen ”har fået mere og mere fokus på lead-generering og salg her&nu”, som begrundelsen lød i juni.
Og det er netop dét, Malene Paulli Buchvald skal fokusere videre på:
”Jeg kommer til Falck med digital erfaring og med det klare formål at generere respons og leads udover naturligvis at understøtte og videreudvikle Falck-forretningen. Denne sammensmeltning mellem marketing og salg er jeg vant til fra f.eks. Staples, hvor jeg var ansvarlig for markedsføring over for samtlige kundesegmenter gennem kanaler som kataloger, websites, e-mail, search og social, og var salgsansvarlig, hvad angår de små- og mellemstore virksomheder. Jeg har også håndteret abonnementssalg – hos Bonnier – og er bl.a. blevet målt på antal ansøgninger og portefølje hos Green Credit,” siger Malene Paulli Buchvald.
Hos Falck Assistance bliver hun chef for en afdeling med 16 faste medarbejdere og får ansvar for bl.a. online, nysalg, CRM – med tilføjelsen ”vi skal passe godt på de kunder, vi har” – og får også salgsansvaret i forbindelse med Falck.dk
”På den korte bane skal jeg levere salgsmålene for indeværende kvartal. Men det skal generelt set ikke være så kortsigtet, at man går på kompromis med den langsigtede branding og udvikling af forretningen,” siger Malene Paulli Buchvald.
Og bureau-samarbejder? Falck valgte i februar McCann som nyt reklamebureau og samarbejder i forvejen med RelationshusetGekko.
”Det er kun et par uger siden, at jeg tiltrådte, og Christian Linnelyst har valgt bureau med stor omhyggelighed. Det fungerer godt, så jeg koncentrerer mig lige nu om at komme godt ind i forretningen og levere leads og salg – og på længere sigt udvikle og optimere indsatsen, så vi får mest effekt for pengene,” siger Malene Paulli Buchvald.