Hvis man bare kunne blive ansat på Bergsøe, skulle de ikke høre et ord om løn eller arbejdstid. Bergsøe var stedet dengang i 70’erne og 80’erne. Og skidt med at bureauet lå i Klampenborg, ude på sletten, som man hurtigt lærte at sige med det særlige tonefald, der skilte “os” fra “dem”.
Vi var noget særligt. Her kunne man være rebelsk og oprørsk, endda pænt venstreorienteret, og hvis nogen dengang havde brugt ord som alkoholpolitik, rygeregler eller sundhedstjek, ville Thomas have bedt den pågældende om at forføje sig og finde et job som panelsniger, et eller andet sted, i et ministerium, men ikke her.
Nu er det så slut.
Det har det måske i virkeligheden været i mange år, men nu lukker Bergsøe 4, og selvom navnet Bergsøe stadig findes på et nydeligt skilt derude på Strandvejen i Klampenborg, skabes ikke mere reklame med Bergsøe som bureaunavn på Tårbæklund eller på Stokkerup – bureauets to endnu statelige ejendomme.
Farvel Thomas.
Thomas? Thomas Bergsøe? Hvem er det, lyder det samstemmende fra den danske reklamebranche under 40, og det skal de ikke klandres for. I reklamebranchen hylder man fremtiden. I modsætning til mange andre semi-kunstneriske fag, er vi helt historieløse og glemmer hastigt fortidens storhed og koryfæer.
Nå, men Bergsøe med Thomas var et af de dengang tre fyrtårne i dansk reklame – sammen med Mogens Holten fra Ted Bates og Ole Stig Lommer fra Lund&Lommer. Fra de tre bureauer knopskød stort set alle de bureauer, der også i dag spiller en rolle på markedspladsen. Det var rugekasser for talent, kreativitet og iværksætterånd. Og Thomas var stolt af det.
Da Preben Erik Nielsen, Poul Mikkelsen og jeg dannede Nielsen, Mikkelsen & Duus (nu DDB) i 1984, var Thomas kun ærgerlig over, at det ikke kunne ske i Bergsøe-regi. Ellers tillykke. Godt drenge.
Han selv startede allerede som 23-årig med en lille tegnestue. I virkeligheden ville han helst have været bladtegner, men det gik heldigvis ikke. Tegnestuen voksede ret hurtigt til et pænt stort og vildt sted, nu i og omkring en herskabsvilla på Rosenvængets Allé. Midt i 70’erne rykkede man så ud på sletten i de føromtalte to store huse med udsigt over Øresund. (Godt set, Thomas, god udsigt i stedet for god løn).
Han selv rykkede ned i kælderen på Stokkerup, førerbunkeren, som vi kaldte den, og her blev der råbt og skreget og røget og grinet tværs over hans store grønne Børge Mogensen arbejdsbord, og det i så lårtykke stråler, at ingen af os, der deltog, senere har forvundet det.
I Klampenborg indførte man “Pariserkommunen”. Helt i tidens venstresnoede ånd. Alle skulle nu være medejere. Ledelsen blev kollektiv. Der indførtes tre løntrin. Bureauet blev opdelt i Bergsøe 1, 2, 3 og 4. Frihed (legio), lighed (cirka) og broderskab (ud over flere grænser). Thomas elskede den slags store idéer og planer, men efter få år overhalede virkeligheden de skønne drømme, og man gik tilbage til rå 80’er-kapitalisme.
Da Pariserkommunen lukkede og revisorerne gjorde status, viste det sig da også, at mange havde taget sig den frihed at hjembringe bureauets stereoanlæg, kunst og andre sager til privaten, ligesom kantinens store underskud kunne henføres til en anden menneskeret – nemlig fri adgang til bajere og smøger.
Derefter forsvandt først Bergsøe 1, så Bergsøe 3 til egne lokaliteter og nye navne inde i byen. Det nu halverede bureau gled stille og roligt mod glemsel og da Thomas i 2003 døde som 70-årig, var hans ånd for længst forsvundet fra Klampenborg og omegn. Han selv ligeså.
Men rigtig mange nuværende og tidligere højtprofilerede bureauer kan henføre deres opståen til Bergsøe. Og hist og her sidder da også enkelte tidligere Bergsøe-folk og arbejder i fuldt vigør – Claus Walther, Peder Schack, Poul Mikkelsen, Jens Winther og Dorte Zangenberg, f.eks. Det er navne, som selv den yngre generation af reklamefolk måske kan nikke genkendende til.
Men gælder det også Claus Lembourn, Peter Hiort, Morten Jersild, Morten Stenius, Preben Erik Nielsen, Niels Halding, Ole Brink-Olsen, Julian Williams, Mogens Nielsen, Peter Allerup, John I. Hansen (=Johnny Cash), Steffen Bue, Peter Christensen, Annemette Allerup, Birthe Dibbern og Ole Knappe?
Os, der har gjort det, vil altid være inficeret med Bergsøe-bacillen, hvis biologiske egenskaber er totalt inkommensurable med dagens reklamebranche. Det var bureauet før mig, kreativitet over markedsanalyse, udvikling og ikke tilpasning, indhold før form, engagement uden panelsnigeri og den slags gammeldags dyder, der alle er tæt på at afgå ved døden.
Ligesom vi gamle Bergsøe-folk. For Bergsøe-ånden krævede naturligt nok også kraftige stimulanser. Jeg ser stadig det høje skur, Thomas, for mig med en af sine daglige 40 Kings i ivrig gestikuleren gennem førerbunkerens tætte krigståger. Vi andre holdt os bestemt heller ikke tilbage. Der skulle kun en forårsgnist til at lave skurdag på bænkene udenfor de smukke huse, og fredag var altid halvt hviledag inkl. vino – alt sammen til fuld debiterbar tid. Det må du ordne, Johnny Cash, hvad fanden har man ellers en økonomifunktion for?
Så tak, Thomas. Og tak, Bergsøe. I var for viderekommende. Og derfor et stort held for dansk reklame.