Ferie-community fik nordisk succes med PR

Peter Engholm
25@mail.dk

Airbnb er et community, hvor private lejer sig ind hos hinanden. En dansk bureaumand prøvede konceptet i New York, og det førte til et samarbejde og et PR-fremstød i fire lande.

Den San Francisco-baserede virksomhed Airbnb har siden lanceringen sidste år herhjemme opbygget et stærkt community af danske værter, som åbner deres hjem for rejsende fra overalt i verden.

Sidste år benyttede fire mio. rejsende verden over sig af Airbnb’s service, og alene i Danmark lavede over 60.000 en reservation gennem netværket.

Udbredelsen skyldes ifølge Airbnbs chef for det danske kontor, Ole Ruch, en satsning på PR med efterfølgende personlige anbefalinger og omtale i nyheds-og livsstils medier.

”En markedsplads for unikke boliger er baseret på tillid imellem brugerne. Her er folks personlige anbefalinger af tjenesten afgørende. I kombination med mediernes journalistiske omtale af denne nye forbrugstrend giver det nemlig en troværdighed, der fungerer langt mere overbevisende, end hvis vores omtale var købt og betalt for.”

I både Danmark, Norge, Sverige og Holland har PR-bureauet MSLGroup været en del af historien. Kimen til samarbejdet blev lagt, da kommunikationsrådgiver Nikolai Johnsen fra MSLGroup Denmark i 2011 skulle til New York og ikke kunne finde et hotel, der var lige i øjet.

”Jeg spurgte på bureauet om andre overnatningsmuligheder, og én foreslog Airbnb. Det var en god service, som vi også brugte i Montreal. Og da jeg kom hjem, fik jeg en dialog med dem,” siger Nikolai Johnsen.

Airbnb blev stiftet i 2008, hvor også danskere kunne booke sig ind. Den danske kontor åbnede i januar 2012, og da begyndte bureausamarbejdet også. Hele 2012 bød på en vækst på 300 pct. sammenlinget med året før i antallet af udenlandske rejsende, der booker en overnatning i Danmark – og også Norge og Sverige har oplevet kraftig vækst. 

Fokus har været at få flere værter. Og  PR-indsatsen bestod i at præsentere community’et for aviser og magasiner, stille cases til rådighed for bl.a. tv-medier og give bloggere mulighed for selv at prøve konceptet.

”Bloggere har erfaring i at give deres personlige oplevelser og meninger videre. Det mixes bl.a. med forbrugerjournalistikken, som har en høj troværdighed takket være dens rolle som vagthund. De kan afprøve konceptet på vegne af forbrugerne, der ofte er skeptiske over for nye koncepter, ikke mindst når det involverer at lukke fremmede mennesker ind i sit hjem,” siger Nikolai Johnsen.

Han peger på, at Airbnb kan ses som spydspids i deleøkonomi-trenden eller collaborative consumption, om man vil.

”Airbnbs kernefortælling gør en forskel for den individuelle forbruger og mindsker det globale overforbrug – og det interesserer den almindelige dansker. Mange danske virksomheder kunne blive bedre til PR, hvis de på samme måde tog mere udgangspunkt i deres forbrugeres fortælling, end deres egen fortælling,” siger Nikolai Johnsen.