Usædvanlig kvittering for kreative priser

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

En dansk reklamebureau-direktør er stolt over internationale priser til 3 af bureauets arbejder – især de 2, man selv har produceret. Ikke et ondt om produktionsselskaber, men …

Reklamebureauet Reputation gjorde sig for nylig bemærket – også internationalt – med en levende udstilling i bureauets vinduer i Bredgade i København, hvor ledige økonomer og jurister var “udstillet” og sad og søgte job.

Nu markerer bureauets adm. direktør, Alexander Peitersen, sig med en glæde, der samtidig drypper lidt malurt i bægeret hos andre.

Reputation har vundet tre priser for tre film ved Creativity International Awards, hvor reklamebureauer og designbureauer fra hele verden deltager.  De tre film er produceret for Lundbeck, og særligt de to af filmene er Alexander Peitersen stolt over:

”Det særlige for os er, at vi ved to af filmene både har været bureau og produktionsselskab på opgaverne. Historien, optagelserne og post-produktionen – alt er udviklet in-house og udført af vores faste kreative. Det er så oven i købet de to film, der har vundet platin og guld”, siger Alexander Peitersen.

Særligt er nok også, at man benytter takketalen til at pege lidt på andre:

”Ikke et ondt ord om produktionsselskaber, der kan tilføre rigtig meget, men de får desværre ofte det samlede budget til at flyve i vejret med raketfart. Det er ikke alle kunder gearet til i de her tider, og så er det fantastisk at vise, at vi kan levere så høj kvalitet uden hjælp udefra,” siger Alexander Peitersen.

Den tredje af Reputations film, der i øvrigt vandt sølv, er produceret af produktionsselskabet DSP og instrueret af Fabian Wullenweber, der bl.a. har instrueret flere afsnit af Forbrydelsen for DR.