Film skal nuancere opfattelsen af gymnasiet

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Bag står Signifly, der har lavet en film for 18 sjællandske gymnasier, som vil nuancere debatten om gymnasierne. Help PR har hjulpet med PR.

Hvert år gør de forskellige ungdomsuddannelser sig lækre overfor folkeskole-eleverne, ofte med en række pjecer og måske nogle informationsfilm.

Det var også tanken, da alle STX/HF gymnasierne i Region Sjælland gik sammen for at lave en fælleskampagne.

Opdraget fra de 18 sjællandske rektorer var netop at præsentere koncept, proces, tidsplan og budget for en udførlig brochure og en række informationsfilm målrettet 9. og 10. klasseelever.

Men digitalbureauet Signifly, der blev valgt foran et andet bureau, fik styregruppen for de 18 gymnasier på andre tanker.

”Limen imellem os har været bureauet Signifly, der vandt udbuddet med deres facetterede, kreative og målgruppesegmenterede kampagneidé og med deres ilagte bekræftelse af den murende fornemmelse vi i projektgruppen havde i maven: Selvfølgelig skal vi ikke gøre, hvad vi er blevet bedt om: Lave en udførlig brochure, som kan omdeles på folkeskolerne og 10 små infofilm om hhv. HF og STX,” siger Trine Brix fra styregruppen og uddannelsesleder på Solrød Gymnasium.

I stedet har man lavet filmen: Glæd dig til Gymnasiet, der er en autentisk montagefilm, som indeholder elevers Snapchat stories, og som gerne skulle vække følelser og drømme.

Filmen henvender sig til de unge i 9. og 10. klasse. For også at påvirke de voksne, som bl.a. er forældre, lærere og politikere, har Help PR hjulpet med PR.

Formålet med filmen og PR er at nuancere elevers, forældres og politikeres opfattelser af STX & HF gymnasierne i Region Sjælland. Udgangspunktet for dette formål, var en række udfordringer, som styregruppen definerede som grundlag for kampagnen:

  • Unuanceret billede af STX og HF i medierne og i den politiske debat. Her florerer myter om irrelevant undervisning, høj arbejdsløshed, for mange med røde huer, at for mange elever ikke bruger deres studentereksamen til noget mv.
  • Mindre fokus på STX og HF i den uddannelsesvejledning, som folkeskolens ældste elever modtager.
  • Svært at kommunikere unika ved STX og HF. Gymnasiet har i høj grad fået et image som ’støvet’, ’kedeligt’ og ’almindeligt’. Hvordan kommunikeres faglighed, fællesskab og dannelse? Især det sidste ord er uhåndgribeligt og uforståeligt hos den unge målgruppen.
  • En potentiel udfordring i, at 18 selvstændige skoler skulle høres, godkende og knytte an til/se sig selv i kampagne.

 

Udover filmen, som vises på Facebook samt i teaserversioner på Instagram, er der også lavet hjemmesiden findditgymnasium.dk.

”Med et lille budget har det været vigtigt fra start at tænke gymnasiernes egne kanaler ind i forhold til lancering og spredning. For at udnytte Facebooks algoritmer bedst muligt, vil filmen i første omgang kun være uploaded ét sted. Nemlig på Facebooksiden @DitGymnasium. Derfra vil alle gymnasierne dele opslaget med filmen og det har de gjort i dag til morgen,” siger Patrick Rønning, partner i Signifly.