Filmløve på vej til Danmark

Peter Engholm
25@mail.dk

Cannes Lions varmer op til finalen i morgen – vi gør status allerede nu. Sidste shortliste er uden dansk islæt, mens rygtet går på en bronzeløve i film.

Hvis forlydenderne taler sandt, så er der bronze på vej til Uncle Grey og Fakta i Film Lions, der uddeles i morgen, lørdag.

Det vil i givet fald bringe den samlede danske høst ved Cannes-festivalen op på fem løver – det samme som sidste år. Om en af de andre danske film på shortlisten – Cafe Noir og Carlsberg Sport – får en løve, kan ikke udelukkes. Der er bare ingen rygter om det.

Et stort tillykke til de bureauer, der hentede løver med hjem, og til de i alt fem bureauer, der formåede at komme på shortlisten.

Men inden glassene løftes, så hører det med til historien, at løverne denne gang var af bronze, mens de sidste år bestod af 1 guld, 3 sølv og 1 bronze. Og i 2008 var der hele 24 nomeringer til dansk reklame sammenlignet med 13 i år – det blev nemlig heller ikke til en nominering i Titanium & Integrated Lions.

Og denne gang har der vitterligt været langt mellem snapsene, eller hvad man nu drikker ved den franske riviera. For mens det samlede antal indsendte arbejder til festivalen faldt ca. 20 pct., så gik danske bureauer lige skridtet videre og skar indsendelserne med 27 pct. Fra 218 til 159 indsendte arbejder.

Men de færre indsendte arbejder er ikke nok til at forklare faldet i nomineringer, for sidste år kom hvert 9. danske arbejde på shortlisten – i år har det blot været hvert 12. arbejde. Film Lions er et godt eksempel, for her kom hele 12 danske arbejder sidste år på shortlisten, mens det kun var fire i år. Men en del tyder altså på, at der – i modsætning til 2008 – er en filmløve i sigte.

Cannes Lions 2009

Uncle

  • Media Lions – Bronze – Axe Running
  • Outdoor Lions – Bronze – Axe Running
  • Film Lions – Bronze – Fakta (hvis rygterne taler sandt)

Saatchi & Saatchi

  • Promo Lions – Bronze – The Supersonics

Robert/Boisen & Like-minded

  • Promo Lions – Bronze – Suzuki Gasstation

Shortlisteplaceringer

  • 4 – Uncle Grey
  • 3 – Saatchi & Saatchi
  • 2 – Robert/Boisen & Like-minded
  • 2 – &Co
  • 1 – Bark Copenhagen
  • 1 – Buzzanova