Finansielle slapstick-film får viral succes

FiG

Lånlet gik til en free-lancer for at få et nyt filmkoncept. Det gik godt, og nu hitter nye film.

Tidligere i år trådte free-lanceren Charlotte Ørum-Hansen frem som ophavsmand til nogle anderledes film for Lånlet, der udbydes af BasisBank.

Nu fortsætter man serien med to nye film båret af slapstick – og det ser ud til at gå endnu bedre.

I hvert fald har den ene opnået imponerende virale tal: 2,9 mio. visninger, 41.000 shares og over 12.000 kommentarer. på en af de Facebook-sider, der har bragt den. På 4 dage vel og mærke.

Lige som sidst er filmene lavet sammen med Stig Lauritzen fra Friends Film, instruktøren Matthias Hovgård, samt Motion Graphic designer Henrik Vinther.

Hos kunden prioriterer man viral succes højt.

“Vores holdning til reklamefilm tager udgangspunkt i det online univers, vi kommer fra. Hvis det ikke underholder og fastholder, er det ikke værd at bruge tid på – hverken for os eller for den målgruppe, vi forsøger at nå. Derfor er den virale succes, vi oplever lige nu, den ultimative blåstempling af vores reklamekoncept og det team, der har eksekveret det,” siger underdirektør i Lånlet, Henrik Frederiksen.