Med en amerikansk businessmand i bildæk som sidemand fra Florida til New York må jeg erkende, at der altid er mindst 2 forklaringer på et problem: en videnskabelig og en religiøs. “Finanskrisen er Guds straf, fordi ondskab, grådighed og egoisme er ved at ødelægge menneskeheden”, sagde han. Og han mente det.
Jeg har hørt anklager af den karakter før, men da var det vist nok de ugudelige bøsser, der skulle straffes med AIDS. Og endnu længere tilbage i historien, den gang det hele begyndte, var Syndfloden forklaringen på Noas Ark. Vi mennesker skal jo lære at opføre os ordentligt, og vi skal forstå, at der absolut er noget, der er større end os selv.
Nu er intet lettere end at tænke sikken idiot. Så langt ude ville en dansk forretningsmand i bildæk aldrig bevæge sig i forsøget på at forklare finanskrisen. Folkekirken er tom, og gudstjenester er blevet et ugentligt arrangement for præster, der ikke ynder at tale i større forsamlinger. Religion er bare ikke en del af vores hverdag.
Og dog!
Selv for en økonomisk dosmerpande som mig er finanskrisen ikke så svær at forklare. Men virkningerne er ofte selvudslettende religiøse. Vi skifter uden sure miner den sorte firma-Audi ud med den mere ydmyge og habituelle Citroën. Og selv om den private økonomi ikke har brug for det, skruer vi gerne ned for varmen, fordi det er et godt og sundt signal at fryse og lide som Jesus på korset – bare en lille smule. De virkelige troende skifter de bløde stole ud med hårde taburetter, og koger suppe på den bedrøvelige torso fra kyllingen i går, alt imens de gør mennesker grimme ved at sætte blålige sparepærer i de stakkels fatninger.
Det føles så godt med selvgode gerninger. Og med finanskrisen kommer de fra den ene dag til den anden. Det ligger bare dybt i vores kultur at være luthersk ydmyg og nøjsom. Det skal sørme gøre ondt, før det går godt. Ingen har som Karen Blixen beskrevet det bedre end i Babettes Gæstebud. Det er her, vi finder arveanlægget til den allestedsnærværende, nationale selvforståelsesfortælling om Jantelov og spidsborgerlig nidkærhed.
Religioner har ikke svaret på verdens udfordringer. Religioner kan måske rydde lidt op i krogene i det menneskelige sind, men de er ikke løsningen på finanskriser, sundhed, sult, uretfærdighed, kvindeundertrykkelse, uddannelse og selvskabte klimaproblemer. Altså alt det vigtige. Religioner er en mental krykke, et fix, som 1,2 milliard muslimer, 2 milliarder kristne og 1 milliard hinduer støtter sig til. Tankevækkende, at de 3 største religioner alene omfavner halvdelen af Jordens befolkning med tro, lydighed og løfter om et evigt liv.
Religioner har ellers haft deres chance til at skabe det paradisiske liv på Jorden. Før oplysningstiden var der i 1500 år ingen konkurrence fra hverken kunst, fritænkning eller videnskab. De religiøse despoter var alene, der var ingen finanskrise, ingen at skyde skylden på for dyrkelsen af pinsler, forfølgelse, djævelsk tortur og grådig undertrykkelse. Tiden var et sort hul, et verdsligt helvede, hvor menneskets evne til at udvikle og forandre verden blev nulstillet i Guds navn.
Finanskrisen handler om grådighed og egoisme, ingen tvivl om det. Men værre er det trods alt heller ikke. Den største trussel findes i det sammenstød, som religioner skaber, når de møder videnskaben – og ikke mindst hinanden.
Godt nytår!
