Fireball og Bitsch+Lundquist har valgt at fusionere og fortsætte under navnet Fireball. Det er to bureauer med hvert sit fokus, der nu går sammen: Strategerne hos Fireball og kreatørerne hos Bitsch+Lundquist.
For Tom Lundquist er det længere tids søgen efter en fusionspartner, der nu er endt lykkeligt:
“Søren og jeg har savnet nogle flere strategiske og digitale muskler. Vi synes, Fireball råder over nogle af branchens skarpeste strategiske hoveder, så for os er det noget nær et drømmescenario. Nu kan vi endnu bedre leve op til vores credo om at levere Intelligent Creativity til vores kunder.”
Og ikke overraskende lyder det tilsvarende positivt fra den anden fusionspartner. Anthony Aconis, adm. direktør i Fireball, siger:
“Vi har i lang tid arbejdet på at opruste kreativt. Vi drømmer om et bureau, der er lige så skarpt kreativt som strategisk og dialogen med Bitsch+Lundquist har overbevist os om, at vi sammen kan skabe det bureau, vi går og drømmer om. Vi supplerer hinandens kompetencer perfekt.”
Fireball får en direktion bestående af adm. dir. Anthony Aconis, kreativ dir. Tom Lundquist og kontaktdir. Liselotte Lund-Rasmussen.
Ejerfordelingen i det nye Fireball bliver, med Anthony Aconis’ ord, “nogenlunde lige” mellem de to bureauer, fordelt på i alt seks partnere, inkl. de tre i direktionen.
Bitsch+Lundquist flytter ind i Fireballs lokaler på Østerbro, København, og fusionen skaber et bureau med en bruttoavance på ca. 17 mio. kr. baseret på de senest kendte regnskaber, hvilket bringer det nye Fireball ind i gruppen af mellemstore bureauer. Fireball har nu 25 medarbejdere, hvoraf langt hovedparten er fra det gamle Fireball.
“En fusion tager lang tid, og vi har været i dialog så længe, at det var en fælles beslutning dels at holde igen med nyansættelser i Bitsch+Lundquist, dels at tilføre “det gamle” Fireball digitale kompetencer,” siger Anthony Aconis.
2011 var et investeringens år for Fireball, og 2012 bliver et lidt blandet år i det nye regi:
“Vi skal udnytte det momentum, der ligger i at fusionere kræfter, samtidig med at vi skal have styr på biksen, så vi er klar til at tage springet til næste niveau, i 2013,” siger Anthony Aconis.
Blandt det nye Fireballs kunder er Alka Forsikring, Babysam, EKF Danmarks Eksportkredit, Ga-Jol, Neye, STG, Toms, og Quaker.