Fireball fusionerede tidligere på måneden med Bitsch+Lundquist – en fusion mellem strategi og kreativitet, og der er brug for begge dele, når en ny kunde lufter ambitionen om at blive dobbelt så stor på tre år.
Den nye kunde er Cph:Dox, hvis vækstmål skal ses i forhold til, at man i forvejen er i Top5 blandt alverdens dokumentarfilmfestivaler.
Cph:Dox er Danmarks suverænt største filmfestival, der publikumsmæssigt er vokset støt siden begyndelsen i 2003. Besøgstallet på 47.000 skal gerne fordobles over de kommende tre år, og til at hjælpe sig med den udfordring har festivalen hyret Fireball.
“Vi har et meget loyalt publikum og en stærk position i filmbranchen, men for at vokse og forsat udvikle os som festival har vi et behov for at komme lidt bredere ud og sikre, at flere får øjnene op for dét, dokumentarfilmen og Cph:Dox kan give af oplevelser”, siger Tine Fischer, festivaldirektør hos Cph:Dox.
En af Cph:Dox største styrker er ifølge Tine Fischer, at det er en specialiseret filmfestival. Dét skal ikke udvandes.
“Samtidig går det jo ikke, at vi ender som en hemmelig klub. Vi har valgt at samarbejde med Fireball, der qua deres store erfaring med at iscenesætte produkter og tænke i nye medier, kan hjælpe os med at gøre festivalen mere relevant og tilgængelig for flere – uden at vi mister vores kant og særlige identitet.”
Cph:Dox løber af stablen for 10. gang fra den 1-11. november 2012, og kampagnen kommer til at køre i månederne forinden.