Firma overvåger billeder af dit brand

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Selv om billederne ikke er forbundet med tekst af nogen art, kan amerikansk firma følge med i hvilke billeder, der bliver bragt på sociale medier.

Mange brands måler deres indsats på de sociale medier.

Men danskerne deler rigtig mange billeder på de sociale medier. Og hvis ens brand indgår i et billede, uden at der er en reference til brandet, hvordan holder man så øje med det?

Det har en Los Angeles-baseret virksomhed udviklet en teknologi til.

Gum Gum kan finde de billeder på de sociale medier – primært Instagram, Twitter og Tumblr – hvor brands eller bestemte effekter, som f.eks. en rød læbestift indgår.

”Der postes 3 mia. billeder på de sociale medier hver dag, og mange af dem er der ikke nogen reference til via f.eks. hashtags. Det er et blind spot, som virksomhederne ikke opdager,” siger Sirious Wadia, der er VP for Social Strategy i Gum Gum, der blev etableret i 2008 og har 200 medarbejdere.

Det var en gruppe af danske bureau- og marketingfolk, der var på besøg på Gum Gum arrangeret af danske TCC.

Udover at samle billeder op fra sociale medier over hele verden viser Gum Gums teknologi også den billedsammenhæng, som brandet indgår i.

”Vi kan vise i hvilken sammenhæng og historie brandet bliver vist. F.eks. hvor stor en andel af Ben & Jerrys produkter, der vises sammen med en Cola. Det giver også mulighed for at tænke i co-branding”, siger Sirious Wadia.

Samtidig kan man se både hvem, der har lagt billederne op, og hvem, der kommenterer dem. Således også hvis det f.eks. er kendte, der lægger brands’ billeder op. Det giver mulighed for at finde ud af hvilke influenter, der vil være oplagte at samarbejde med.

Det kan dermed ifølge Gum Gums vicepresident åbne for helt nye målgrupper, som man måske ikke er opmærksom på, men som interesserer sig for ens brand.

”Man kan segmentere på dem, der ligger billederne op. Og man kan som brand gå direkte ind og være med i samtalen, hvis man vil,” siger Sirious Wadia, men han erkender, at her skal man nok være forsigtig, så brugerne ikke føler sig overvåget.

Blandt de danske besøgende hos Gum Gum var Line Nielsen – underdirektør, marketing fra DSB – og hun siger om mulighederne med teknologien:

”Det var meget inspirerende at se og kunne være interessant for DSB at vide om det f.eks. er togkørsel, perroner eller oplevelser, danskerne deler. Det kan give en hel ny indsigt, fordi det især er billeder, som bliver delt på de sociale medier. Men vi skal selvfølgelig hele tiden vurdere, om vi går for tæt på kunderne”.