Fisketorvet i København har de seneste to år brugt ca. 350 mio. kr. på at give centret – og dermed kundeoplevelsen – et løft. Nu henter man så en marketing manager, der skal føre den udvikling videre på markedsføringsfronten og især have fokus på digitale medier og loyalitetsprogram.
Den nye marketing manager hedder Louise Bie, og hun kender Fisketorvet via sit arbejde på Hjaltelin Stahl, der har centret som kunde.
Louise Bie var til at begynde med tilknyttet Fisketorvet som konsulent fra bureauet i en tremåneders periode, men samarbejdet er gået så godt, at Fisketorvet nu har ansat hende – og udstyret hende med ansvaret for markedsføringen.
Kapringen sker i fred og fordragelighed, understreges det i en pressemeddelelse, der konstaterer, at Hjaltelin Stahl fremover får briefs fra en tidligere kollega.
”Jeg ser frem til at indtage en mere central rolle og i højere grad være med til at udvikle den overordnede strategi og planlægge kampagnerne. Det er samtidig en mulighed for at komme til at arbejde mere i dybden med et enkelt projekt, som jeg brænder for og kan identificere mig med. Og så har jeg ikke kappet navlestrengen helt til min tidligere arbejdsplads,” siger Louise Bie.
Hos Hjaltelin Stahl arbejdede hun med kunder som Telia, Københavns Lufthavne, Venstre og selvfølgelig Fisketorvet. Louise Bie, der er 26 år, har en BA i Medieproduktion og Ledelse fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.