Flere nye kunder til RelationshusetGekko

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

SAS er på vej til at forlade dialogbureauet, som til gengæld hen over sommeren har landet flere andre kunder.

Når kunder er store, kan de både være en velsignelse og en forbandelse for et bureau. De lægger mange penge i kassen – men gør ondt, hvis de rejser.

På den baggrund er direktør og partner, Jan Køhler, rigtig glad for de nye kunder, som bureauet har landet hen over sommeren.

“Vi har haft nogle kunder, der har fyldt meget hos os, og derfor ville vi gerne have en bredere portefølje. Det har vi fået nu, og samtidig er det kunder med opgaver, der passer rigtig godt til det, vi gerne vil stå for. Jeg er også glad for, at et par af dem er på nordisk niveau,” siger Jan Køhler.

Bureauet måtte i juli notere, at en af de store kunder i form af SAS valgte at skifte, fordi man ønskede et netværk med tilstedeværelse i de øvrige nordiske lande. Skiftet sker dog først ved årsskiftet.

Samtidig har en anden af de store kunder, Center for Energibesparelser (Elsparefonden) i en længere periode ligget brak på grund af interne organisatoriske forhold.

I foråret landede man dog Forsvaret sammen med Public Communication, og det tegner til at blive en ny stor kunde.

Hertil har bureauet så hen over sommeren kunnet skrive Jyllands-Posten, Lenovo (nordisk) og medicinalfirmaet Smith & Nephew på nordisk niveau på kundelisten.

Også Ikano Bank laver man nu noget for.

Desuden har bureauet nu fået lov til at skilte med Falck, der kom til tidligere på året. Her er der dog tale om en dialogkunde, man deler med Ogilvy.

Endelig forventer Jan Køhler, at også Center for Energibesparelser igen vil kaste opgaver af sig

“Det er selvfølgelig noget, der skal vindes i miniudbud først, men her er der tale om en offentlig kunde, hvor alle bureauerne på listen har en rimelig forventning om at lande opgaver,” siger Jan Køhler.

Han kan samtidig glæde sig over en august måned, der har været den bedste for bureauet i to år.

Bureauet har nu 25-26 medarbejdere, hvilket er en lille nedgang, men med de nye kunder er der altså ikke udsigt til at skulle drosle yderligere ned.

RelationshusetGekko har efter sommerferien måttet aflevere Per Lobedanz til Zupa. Den afgang er klaret ved, at adm. dir. Maria Furbo er blevet aflastet administrativt, så hun har kunnet overtage ansvaret for kontaktafdelingen. Desuden er der ansat en erfaren kontaktmand.