Hektisk aktivitet på telemarkedet: Flere store kampagner på vej

Peter Engholm
25@mail.dk

3’s nye kampagne med fri taletid har udfordret resten af branchen, som forventes at følge efter. Telia lancerer desuden nu mere indhold i abonnementet gennem at inkludere adgang til HBO.

Måske er det mest bemærkelsesværdige ved 3’s nye kampagne, at den har trukket så relativt lille opmærksomhed i medierne, som tilfældet er.

Budskabet om, at det er slut med at betale for taletid – nu køber man data og får taletiden med, er ellers et budskab, der burde kunne finde vej til selv tv-nyhederne. Meget tyder da også på, at der er sat en dagsorden, som kommer til at påvirke markedet, og der er flere initiativer på vej.

Samtidig med den nye abonnementsstruktur har priserne fået et tryk hos 3, og ét sted er det i hvert fald blevet bemærket: Aktieanalytikere taler om risiko for en ny priskrig, hvilket kan påvirke TDC-aktien.

Skridtet er ikke ulogisk. Smartphones dominerer salget af mobiler, og Telia var da også hurtig til at følge trop med lanceringen af nogle tilsvarende pakker.

En teleanalyttiker mener, at alle andre kommer til at følge efter 3, og samtidig ser konkurrencen på telemarkedet ud til at få endnu et vrid i denne uge.

Ifølge Bureaubiz’ oplysninger vil både Telenor, Telia og Oyster komme ud med kampagner i de kommende dage.

Telenor vil komme med den længe ventede netværks-kampagne for at markedsføre 4G.

Ud over hurtigt at følge efter med lancering af datapakker kommer Telia desuden nu med et andet indspark i konkurrencen om smartphone-brugerne. I dag meddelte selskabet, at man også tilbyder HBO Nordic til smartphones, tablets og laptops. Streamingtjenesten er et tilbud til alle 4G-abonnenter. ”Med tjenesten vil Telia sætte endnu mere fokus på netværket,” proklamerer Telia.

Selskabet lægger således mere indhold i abonnementet frem for at fokusere på prisen, og heller ikke 3 har lyst til at tale om priskrig, selvom selskabet ser ud til at have trykket priserne.

“Nej – for vi har en anden position end at være priskrigere. Vi er The Smartphone Operator, vi er klassens frække dreng, der udfordrer de store – og den position er det sværere at få fokus på i perioder, hvor alle kun taler pris,” siger direktør for privatmarkedet, David Elsass og fortsætter:

“I dag står vores position igen klart frem. Det gør mig ekstra glad for at være direktør for Consumer Market i en tid med ny teknologi – med 4G og nye måder at anskue markedet på.”

Man skulle ellers mene, at ”fri taletid” lægger op til priskrig …

For os er fremtidens netværk og teknologiens muligheder det primære, og fri tale er det sekundære. Det nemmeste er at kopiere et produkt – men du kan ikke kopiere en position,” siger David Elsass og fortsætter:

“Vi udfordrer branchen med en ny abonnement-struktur, hvor vi er gået fra 11 til 4 abonnementer – der tilgodeser vores kunders behov, og som har fri taletid. Vores kunder vælger os for vores nytænkende arbejde og for at udfordre branchen – dertil kommer en pris, der altid skal være fair.”

David Elsass fremhæver desuden, at tendensen i markedet har været, at selskaberne kigger på hinanden – og gør det samme som konkurrenterne – snarere end at kigge på kunderne.

Telekonsulenten John Strand konstaterer tørt, at der er en priskrig, men at den omfatter et bestemt segment:

”Flatrate på tale henvender sig til privatkunder, der bruger mere end 200 kr. om måneden på deres mobil – specielt de, der bruger over 300 kr. om måneden. Disse personer vil kunne spare 30-50 pct. på mobilregningen med de nye tiltag,” siger John Strand.

Det lyder som en dyr omgang for teleselskaberne …

”Ikke nødvendigvis, for privatkunden bruger i snit 165 kr. om måneden, og det er ca. 15 pct. af privatkunderne, der bruger mere end 200 kr. måneden. Samlet set vil priskrigen dreje sig om nogle få hundrede mio. kr., og der ligger en opsalgsmulighed for teleselskaberne i at tilbyde kunden med et gennemsnitligt forbrug en mental frihed i produktet med fri tale,” siger John Strand.

Hvad bliver resultatet af priskrigen?

“At alle selskaber med tiden følger med 3. Produktet ses allerede i Australien, USA og England – og hos erhvervslivet herhjemme. Jo flere kunder, der migrerer til flatrate-løsninger, des hurtigere vil de øvrige selskaber følge efter,” siger John Strand.