Flyvevåbnet bruger Snap til rekruttering

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Flyvevåbnet bruger for første gang snaps og har givet 2 piloter carte blanche til at vise hverdagen i flyvevåbnet.

Endnu inden der er kommet danske annonceringsmuligheder på Snapchat) er flere virksomheder begyndt at bruge det sociale medier til at brande sig selv.

Således også Flyvevåbnet, der har givet 2 piloter carte blanche til at vise hverdagen i flyvevåbnet og komme med gode råd samt svare på spørgsmål via snaps.

Kampagnen har til formål at rekruttere 600 piloter til flyvevåbnet.

Udfordringen for flyvevåbnet er, at der er en meget stor barriere for at søge ind på pilotuddannelsen.

”Barrieren for at ansøge til pilotuddannelsen er rigtig stor. Mange unge tror, at man skal være et geni, for at have en chance,” siger Anne Sørensen, Social strategist hos Ogilvy, der sammen med AD Marcus Loebb står bag kampagnen.

Og selvom man sagtens kan blive pilot uden at have 12 i alle fag og uden at have et perfekt syn, så er barrieren ikke blevet mindre i år.

”Vi lavede også en pilotkampagne sidste år. Dengang støvsugede vi markedet for potentielle ansøgere med vores pilotspil. Det betyder, at der i år er ganske få i målgruppen, som ikke allerede har hørt om uddannelsen, og som sidste år valgte ikke at søge ind. Det er den målgruppe, vi forsøger at nå ud til i år”, siger Anne Sørensen.

Ogilvy vurderede derfor, at der i år var behov for at blive inviteret endnu tættere på, for at nedbryde de sidste barrierer og afmystificere pilotuddannelsen.

Løsningen blev en række stories på Snap, hvor 2 piloter leder en Pilot Prep School. Her viser de hverdagen i flyvevåbnet, giver gode råd til ansøgningen og tager imod spørgsmål

De potentielle ansøgere bliver hentet ind fra Facebook, og kan så følge de to piloters stories.

”Fordelen ved Snap er at man nemmere kan relatere sig til hvordan det er at være en pilot ved at følge de to piloter, som jo viser sig at være ganske almindelige mennesker, som målgruppen kan spejle sig i,” siger Anne Sørensen og fortsætter:

” Og så øger det intimiteten, at Snap er et håndholdt medie uden nogen former for redigering og polish. Følgerne har indtil videre være med nede i en hjemmebygget jordhule bag fjendens linjer, i luften på øvelse og delt en stille og rolig fyraftensøl efter arbejde. Og piloterne har løbende været i en-til-en dialog med alle, der sender spørgsmål”.

Det er nyt for Forsvaret at gå på Snap og det er også nyt at give slip på at tilrettelægge en kampagne uden mulighed for løbende godkendelse på, hvad der kommer ud.
“Alligevel har de haft mod til at lade de to piloter styre kampagnen. Men hvis det skal fungere, skal det ske på de sociale mediers præmisser. Mange brands forstår ikke, at hvis man skal have succes på de sociale medier skal man sætte nogle mennesker i spil”, siger Anne Sørensen.
Kampagnen gik i luften i sidste uge og der er kommet rigtig mange spørgsmål til de to piloter og ansøgningerne er også begyndt at tikke ind.

Der er ansøgningsfrist den 26. november. Man kan følge piloterne ved at søge på ‘blivpilot’ på Snap.

pilot