To begivenheder har inden for den seneste måned trukket opmærksomhed omkring DBU og dermed det danske fodboldlandsholds brandstyrke.
I fredags blev DBUs kommunikationschef gennem 22 år, Lars Berendt, fyret af den nye direktør, Claus Bretton-Meyer, der kaldte det for en strategisk beslutning med et ønske om nytænkning. Det er fodbolden som brand, der er i spil her.
Den anden ting er en Wilke-analyse offentliggjort i Jyllands-Posten, som fortalte, at danskerne opfatter håndboldlandsholdets brand som meget stærkere end fodboldlandsholdets.
Umiddelbart overraskende fordi fodbold altid har været en større sport end håndbold, og der skal da også nævnes nogle forbehold i forhold til analysen. For det første er den lavet under håndbold-EM hvor der er meget hype om håndbold-landsholdet. Desuden kan man også spørge, hvor meget folk i almindelighed kan forholde sig til brand-styrke i en analyse.
Men uanset forbehold, så er OMGs øverste chef, Peter Gottfredsen ikke overrasket. Han tror, at analysen giver et ganske godt billede på situationen lige nu.
“Den aktuelle performance har stor betydning, når man skal opgøre værdien af et sponsorat – og dermed brandets værdi – og det er den vigtigste forklaring. Der er tre grundforhold, som man kigger på. Dels er der det grundlæggende potentiale, og her tvivler jeg ikke på, at fodbold har et større potentiale end håndbold. Dels er der sponsorens egen indsats, og her har Totalkredit været dygtige omkring håndbolden,” siger Peter Gottfredsen og fortsætter:
“Endelig er der performance. Her har der efterhånden længe ikke rigtig været gode historier at fortælle om fodbolden. Resultaterne er middelmådige og der mangler personligheder, som kan løfte brandværdien. Den slags reducerer det engagement og den passion, der omgærder et sportsbrand. Det har håndbolden i højere grad end fodbolden, og selvom det er lettere sagt end gjort, så er det performance, der skal løftes for at løfte fodboldens brand.”
Peter Gottfredsen tror ikke, at placeringen af fodbold på kanaler har den store betydning. Her skal landsholdets kvalifikationskampagne fremover vises på Kanal 5.
“I gamle dage var der problemer med rækkevidden på de mindre kanaler. I dag når de så rigeligt ud, at er man interesseret, skal man nok finde kampene. Det er klart, at DR og TV2 kan skabe et større publikum, men det vil være seere, som ikke nødvendigvis har det engagement, som skal til for at tale om brandværdi,” siger Peter Gottfredsen.