Cult er klar med sin første kampagne for alkoholdrikken Wonn, som blev lanceret overfor detailhandlen i uge 4.
”Det er den første detailkampagne, vi laver for Wonn. Det specielle ved den drik er, at der ikke – som normalt med alkoholiske drikke – er bobler i og fordelen med det, er at du så ikke bliver oppustet af den,” siger marketingchef Karsten Jeppesen.
Kampagnen er bygget op omkring en række tegninger af den unge aarhusianske kunstner Anne Philipp.
”Historien er bygget op omkring cirkusmiljøet med et væld af skæve karakterer, der har det fællestræk, at de engang havde et liv i rampelyset, der nu er slut, og det eneste lyspunkt de har, er den bobleløse drik”.
Budgettet til kampagnen var småt og derfor har det for Karsten Jeppesen og hans team, der selv står for kampagnen, handlet om at skabe stop-effekt.
”Cult har tidligere vist meget hud i sine kampagner, men det egner Wonn sig ikke til. Det er mere underfundigt og mystisk og med et lille budget, tænkte vi, at Anne Phillips tegninger kunne få folk til at stoppe op”.
Kampagnen kan ses fra denne uge på outdoor, i butikker, på postkort og på de sociale medier.