Folketinget og Folketingets EU-Oplysning er på vej med ”en stærkere og mere brugervenlig digital løsning” for bedre at kunne hjælpe de mange borgere og professionelle brugere, som dagligt søger viden om EU og Folketinget.
Folketinget opruster således i løbet af 2015 med en ny digital platform baseret på Sitecore, som også sikrer adgang til hjemmesiderne via alle mobile enheder.
Til at implementere løsningen har Folketinget – efter et EU-udbud – valgt Pentia.
Udbuddet omfattede opbygning af et fælles multisite med både EU-Oplysningens hjemmeside og Folketingets hjemmeside – med dokumentation af hele folketingsarbejdet.
Med tiden skal multisitet også rumme Folketingets øvrige hjemmesider, herunder Folketingstidende med de officielle parlamentariske dokumenter og referater, der knytter sig til arbejdet i Folketingssalen.
Den kommende løsning skal gøre det nemmere at finde præcise oplysninger også på tværs af kilder i den store mængde af tilgængeligt indhold, fx om igangværende EU-sager og lovforslag i Folketinget.
”Med Pentias løsning får Folketinget mulighed for at forbedre den digitale kommunikation med borgerne ved dels at gøre hjemmesiderne mere brugervenlige, dels at skabe de tekniske forudsætninger for større fleksibilitet i forhold til indholdet på siderne. Pentia vandt udbuddet på de gode løsninger og processtyring, og vi ser frem til samarbejdet”, siger Folketingets vicedirektør Claus Dethlefsen i en pressemeddelelse.
Løsningen skabes i tæt samarbejde mellem Folketinget, EU-Oplysningen og Pentia. En del af udviklingen vil ske via co-lokation i Pentias lokaler for derigennem at sikre størst mulig synergi og faglig sparing.