For første gang: Coop kører pitch på overordnet branding

Peter Engholm
peter@bureaubiz.dk

Efter en slags forpremiere sidste år har Coop nu for første gang nogensinde koblet en pitch og et budget på sin corporate branding. En ny samarbejdspartner skal findes blandt fem bureauer.

Coop favner fem kæder – Irma, Fakta, Kvickly, SuperBrugsen samt Dagli’Brugsen & LokalBrugsen – men den overordnede historie og brandingen har hidtil ikke været konsekvent fortalt.

Det skal en ny bureau-partner være med til at ændre, og derfor er Coop i fuld gang med sin første egentlige pitch om sin corporate branding.

”Vi sætter gang i Coop-brandet og bygger aktivt værdier ind i det. Coop-historien har før været leveret fragmenteret, men nu investerer vi i fokuseret kommunikation,” siger Carina Neergaard, der er Koncern Marketing & Brandingchef i Coop.

Sidste efterår lancerede Coop en stor kampagne for sit medlems-program. Det var en slags forsmag på denne mere fokuserede kommunikation, idet kampagnen fortalte om både medlemskabet og dét, at Coop er kunde-ejet.

Ved den lejlighed blev Advice – uden forudgående konkurrence – valgt til opgaven.

Nu bredes fortællingen om muligt mere ud, idet afsættet ikke er begrænset til medlemsprogrammet – og der er for første gang afsat et egentligt budget til opgaven for Coops kommende corporate branding-bureau.

Det drejer sig – med Carina Neergaards ord – om at finde et bureau, der kan levere en 360 graders fortælling om Coop.

Hvem det bliver, afgøres inden for de nærmeste uger. Carina Neergaard oplyser, at dysten foregår mellem fem bureauer – eller konsortier, for Coop forventer, at bureau-partneren kan levere på alle kanaler, og som derfor er meget bredt funderet strategisk og kommunikationsmæssigt.

”De enkelte kæder har fortsat deres egne bureauer – og deres egen identitet. Men det har moderbrandet også, og det er denne særlige Coop-identitet, som vi gerne vil lade træde i karakter,” siger Carina Neergaard.