Samarbejdet mellem Tuborg og Wibroe, Duckert & Partners er enestående i længde og indhold – i Danmark, vel at mærke. Til efteråret har bryggeri og bureau været sammen i 50 år, men internationalt er det en anden historie.
Seneste internationale Tuborg-indsats fra Partners fandt sted i midten af 1990’erne, men nu har parterne fundet sammen igen – og Partners har skabt en kreativ platform, som Tuborg står til at køre de kommende år.
”Tilt your world” er titlen på platformen, der rulles ud i disse måneder i alle Tuborgs internationale markeder.
Samarbejdet med Tuborgs internationale bureau stoppede i maj 2022, og fremfor at vente på en pitchproces – som i øvrigt endnu ikke er afsluttet – gik Tuborgs global marketing director, Pernille Arnt, lige dele sikkert og usædvanligt til værks:
”Jeg gik ikke i mini-pitch med projektet, men valgte at tro på min mavefornemmelse og på et bureau med en enorm Tuborg-erfaring og et dybt kendskab til både ølmarkedet og vores internationale setup. Partners har dygtige og skarpe folk, som fik briefen i maj og leverede et kreativt koncept i august,” siger Pernille Arnt og uddyber:
”Det viser den magi, der kan opstå, når en konkret opgave havner i hænderne på de rette, og der ikke er alle mulige andre hensyn at tage i forhold til et større samarbejde.”
International erfaring – og en bekymring
Partners’ seneste internationale Tuborg-indsats ligger mere et kvart århundrede tilbage, men bureauets adm. direktør, Heidi Skovhus, afviser bekymring i dén anledning. Men opgaven var ikke uden dén type overvejelser:
”Vi har internationale kunder, så vi har erfaring med at arbejde internationalt. Vi kender Tuborg og har selvfølgelig stor respekt for, at Tuborgs udgangspunkt og position var meget anderledes i de internationale markeder, end den er i Danmark. Bekymringen gik mere på, at mange internationale kampagner med stor geografisk variation tit ender i det generiske område,” siger Heidi Skovhus og tilføjer:
”Indsigten skal helt op i tragten, og risikoen for, at den ender med at blive generisk og dermed ligegyldig, er til stede. Vi har aldrig lavet ligegyldig kommunikation for Tuborg, og vi havde bestemt ingen intention om at starte nu.”
Fandt ideen på etiketten
De tre topkreative i Partners – Lasse Hinke, Rasmus Petersen og Henrik Juul – søgte med Heidi Skovhus’ ord ”en stærk, simpel løsning”, der intuitivt kunne forstås i både Asien og Europa. Uden dialog, vel at mærke, for den slags er for dyrt og kompliceret i en kontekst som denne.
”Det lykkedes dem at finde en så simpel løsning, at vi tænkte ”jamen, det er jo åbenlyst”. Man kan sige, at de næsten fik ideen forærende,” siger Heidi Skovhus og forklarer:
”Den internationale Tuborg etiket er på skrå. Etiketten, som kaldes The Tuborg Angle, viser den ideelle vinkel at drikke en Tuborg, og denne fortælling er afsættet for Tilt your world. Den giver produktet en helt central placering og en såkaldt hero-rolle i kommunikationen.”

Ikke tid til ”otte præsentations- og strategimøder”
Processen var kompakt, og det viste sig ifølge Heidi Skovhus at være fint med pres. Med ekstremt kort tid gik parterne i en slags war room:
”Der var smal senior-bemanding på begge sider af bordet og klare aftaler om, hvem der tog sig af hvad i processen. Linjerne var hårdt optegnet, og der var ikke tid til otte præsentations- og strategimøder og tilsvarende kommenteringsrunder. Det kreative skulle råde. Det var præmissen for at lykkes i den her ramme, og det har Pernille og hendes team også en stor del af æren for.”
Pernille Arnt siger:
”Strategisk og kreativt blev projektet naturligvis solgt ind før eksekveringen – og testet. Men under alle omstændigheder har projektet været præget af no-nonsense, som vi måske godt kunne lære noget af.”
”Tilt your world” handler ifølge Pernille Arnt om tilgangen til livet; mere rejsen end destinationen. Hun uddyber:
”Platformen rummer film, digitale assets, festivals og events i øvrigt, og vi bygger mere på over de næste 2-3 år. Den er allerede ude i nogle markeder, og i Asien har vi for eksempel et særligt ”Tilt-område” på en festival, mens den i andre markeder endnu ikke er lanceret. Vi har ingen markedsresultater endnu, men der er blevet taget meget godt imod platformen i samtlige markeder, og den har testet stærkt alle steder, så det lover godt.”
Credit list
Tuborg Team
- Global Tuborg Marketing Director: Pernille Arnt
- Ana Rodric
- Marinna Daddiego
- Jack Calderwood
- Justin Caporuscio
- Executive Client Producer: Ulrika Eythorsson
- Executive Creative Advisor: Thomas Løhren Busch
AGENCY: Wibroe, Duckert & Partners
- Creative Director: Rasmus Petersen
- Creative Director: Lasse Hinke
- Strategic Director: Henrik Juul
- CEO: Heidi Wase Skovhus
PRODUCTION COMPANY Thirsty Films
- Executive Producer: Thomas Gram Veyssiere & Niels Kau
- Producer: Richard Fenton
- Director: Torben Kjelstrup
- Director of Photography: Kasper Tuxen
- Editor: Anders Jon ARTOFFICIAL AGENCY
- Choreographer: Akti-Magdalini konstantinou
- Choreographer assistant: Jonny Vieco
SA production company: Sparky Films AB
- Executive Producer: Marchant Bellingan
- Line Producer: Werner Kruger
VFX
Chemistry Films
- VFX Lead: Mikael Balle
- VFX Lead: Mario Maruska
- VFX Supervisor: Marc Ziman
- Producer: Rose Aspöck
- Producer: Louise Bejerholm
MUSIC
- Simon Littauer
SOUND DESIGN
- Kevin Koch