Forbrugerne vil have produkter, der viser mådeholdenhed

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Brancheklip: Forbrugerne er gået væk fra produkter, der viser overflod. Det skal virksomhederne indrette sig på. Her er to eksempler på virksomheder, der har indrettet sig på forbrugernes ændrede adfærd.

Krisen har ændret forbrugernes adfærd og de vender ikke tilbage til det forbrug, de havde før krisen. Det skal virksomhederne indrette sig efter, hvis de vil overleve.

”De virksomheder, der sætter sig ned og bare venter på, at markedet vender, klarer sig ikke”, siger Jakob Søndergaard fra analyse- og trendvirksomheden Pej Gruppen til Børsen. Og han fortsætter:

”Forbrugerne kommer ikke selv og banker på, fordi det er fem år siden, de sidst har købt noget nyt af en eller anden art. Virksomhederne er nødt til at tænke nyt, og det er der nogle, der gør”.

Det gør blandt andet lampevirksomheden Lightyears og møbelvirksomheden Bolia, som formår at tjene penge selvom også interiør- og designbranchen er under pres.

Forbrugerne er blevet mere mådeholdne og køber ikke produkter, der signalerer overflødighed.

”Der er ikke meget salg i terrassevarmere og spabade mere. Ting, der signalerer overforbrug går ikke. Krisen fik på en måde forbrugerne til at tage lidt afstand fra alt, der leder tankerne hen på overflod, ekstravagance, grådighed osv.”, siger Lars Lyse Hansen, der er direktør i Bolia.

Virksomhederne  skal derfor indstille sig på at skabe en ny fortælling og sælge nogle produkter, der giver værdi for pengene.

Aarhusianske Lightyears’ lamper hænger verden over i The Body Shop-butikker, Nike-butikker, Hyatt-hoteller, Starbucks-cafeer og i Facebooks hovedsæde i San Francisco. Også hos private har lamperne hittet.

”Der er rigtig mange dyre lamper internationalt og så er der Ikea i den anden ende. Der har Lightyears ramt lige i midten. Selvom det er designlamper, holder de prisen på et fornuftigt niveau og har derfor kunnet følge med, da nedturen kom. Folk føler simpelthen ikke, at de spilder deres penge, når de køber en lampe ved Lightyears”, siger Mette Strømgaard Dalby, kulturchef på Designskolen Kolding (Børsen, p. 14-15).