Forbrugerombudsmanden er ret flittig til at gå ud og holde informationsmøder. Dette forårsturné går som de øvrige gange til både Aalborg, Odense, Aarhus og København, og udover greenwashing, er der også prismarkedsføring, parkering og forbrugerkreditaftaler på dagordenen.
Forbrugerombudsmanden får ca. 8000 henvendelser om året, som man ikke alle behandler, men som man prioriterer ud fra. For øjeblikket ser man bl.a. især på tekstilbranchens markedsføring.
Samtidig er der rigtig meget fokus på greenwashing efter, at Forbrugerombudsmandens kontor i 2022 fik en ekstrabevilling til et skærpet tilsyn på miljømarkedsføring. Den ekstra bevilling udløber dog med udgangen af 2025.
Du må ikke lyve eller overdrive
På mødet på SDU i Odense var der som sådan ikke noget nyt om miljømarkedsføring i forhold til, hvad Forbrugerombudsmanden tidligere har været ude og sige. Og i indledningen blev det da også sagt, at den tidligere forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen har sagt det ganske enkelt tidligere: “Du må ikke lyve, og hvis du overdriver, så lyver du også.”
Helhedsindtryk er afgørende
Miljømarkedsføring vurderes altid ud fra et helhedsindtryk i forhold til, hvordan en gennemsnitsforbruger vil opfatte markedsføringen. Det kan være på ordlyd, layout, farvevalg, billeder, lyde etc. påpegede den nuværende forbrugerombudsmand Torben Jensens medarbejdere på mødet.
Det blev også påpeget, at virksomhedens miljøgevinst skal være af en betydelig størrelse, hvis man reklamerer med, at noget er miljøvenligt – og så skal det kunne dokumenteres.
På informationsmødet blev det også gentaget, at hvis man vil markedsføre virksomhedens miljøvenlige tiltag, så er det bedste man kan gøre at være konkret. Altså ikke noget med ’bæredygtighed’ eller ’miljøvenlig’, men i stedet kan man fx skrive: ’50 pct. genanvendt plastik’ . Desuden skal man huske at være konkret med, om det er virksomheden eller produkterne, man markedsfører som miljøvenlig.
Ny lovgivning fra efteråret 2026
Fra den 27. september 2026 sker der flere begrænsninger for markedsføring i relation til miljø og klima. Fx bliver der indført forbud mod markedsføring af, at et produkt har ’en neutral, reduceret eller positiv indvirkning på miljøet’, hvis reduktionen baseres på grundlag af kompensation for drivhusgasemissioner.
Den nye lovgivning er dog på linje med Forbrugerombudsmandens nuværende retningslinjer, nemlig: ”Hvis en virksomhed køber kreditter i klimaprojekter, så beskriv dét i markedsføringen – men uden at love forbrugerne, at CO2-udledningen ved et produkt eller aktivitet derved bliver kompenseret eller neutraliseret”.
En anden ændring fra 27. september 2026 er, at miljømærker, som ikke er baseret på en tredjepartsverifikationsordning bliver forbudt.
Forbrugerombudsmanden nævnte også, at virksomheder altid kan sende markedsføringsmateriale ind for at få en forhåndsbesked. Det vil tage ca. en måned at få svar.

Man kan stadig nå at melde sig til mødet i København, som er den 26. maj.