Selvom Forbrugerrådet er et organ, der – for statsstøttede midler – holder øje med om andre virksomheder opfører sig ordentligt, når de sælger produkter til forbrugerne, kan de ikke se noget problem i selv at agere som en kommerciel virksomhed.
Allerede for et års tid siden lancerede man Tænk Strøm, hvor man sælger el til medlemmerne. Og selvom det er blevet stærkt kritiseret, at Forbrugerrådet selv går ind på de kommercielle veje, så planlægger de at indføre endnu flere medlemstilbud, siger medlemschef Christian Wennevold til Jyllands-Posten.
Som eksempler på det næste, man vil sælge, er områder, som rådet anser for uigennemsigtige og hvor man kan gøre en forskel og det er ifølge Christian Wennevold forsikrings-, bank-, gas-, telefoni- og tandlægeområderne.
Men de kommercielle tiltag møder kritik fra konkurrenter samt fra Venstres erhvervsordfører Torsten Schack Pedersen, der til avisen siger:
”Rådet mister sin uafhængighed, når det tager to kasketter på: som forbrugernes vagthund, der går virksomhederne på klingen og som aktør”.
Det er erhvervs- og vækstminister Annette Vilhelmsen dog ikke enig i. Ifølge Jyllands-Posten skriver hun i et svar til venstremanden, at rådet stadig kan agere som uvildig forbrugerpolitisk talerør, fordi de ikke tjener penge på den strøm de sælger og at statstilskuddet ikke bruger brugt til at sælge strøm (Jyllands-Posten, p. 13).