Over 700 arbejder blev indsendt til Creative Circle Award 2011, og tilsvarende bredde skulle der også gerne være i årets award. Det bliver der måske også, men det er for tidligt at sige endnu.
Var der da ikke deadline i dag? Jovist, men den er blevet skubbet, forklarer David Asmussen, bestyrelsesmedlem i Creative Circle.
“Vi plejer at have deadline på indsendelse i december, men rykkede det denne gang til januar. Det giver umiddelbart en måned ekstra, men gav i stedet bagslag. For bureauerne har simpelthen for travlt i denne tid,” siger David Asmussen.
“Vi bliver lige nu kimet ned af bureauer, der gerne vil deltage – de har udført arbejdet, men har endnu ikke lavet boards eller casefilm klar. De har bedt om udsættelse, og den har vi valgt at give dem – samt alle andre, der troede, at løbet var kørt med deadline i dag,” siger David Asmussen.
Udsættelsen gælder for alle, og ny deadline er sat til 6. februar. Følg med på nedtællingen på Creative Circles hjemmeside.